Lunde Larsens store ”troværdighedsdag”

Alle ansatte i Miljø- og Fødevareministeriets departement har deltaget i studiekredse og et obligatorisk heldagskursus i kunsten at tale sandt. Hensigten er at rette op på troværdigheden.

Restaurant SULT, der kan skilte med Miljø- og Fødevareministeriets økomærke i bronze (30-60 % økologi), byder med egne ord”alt fra forretningsfrokost og en indbydende middag til kaffe, øl og sandwich – og selvfølgelig også vores populære weekendbrunch. Vi byder på et internationalt køkken, og vi har valg at maden skal være enkel, genkendelig, sund og lækker. Det skal smage, dufte og overraske. Hos os er det sunde valg det naturlige valg, og så skal der selvfølgelig være plads til lyster og laster, vi er nemlig ikke fanatiske, men vi har en holdning!”

Det første træningskursus blev gennemført 3. november 2017 som en personaledag med titlen ”Troværdighed – fokusområde som led i Miljø- og Fødevareministeriets koncernfælles strategiske grundlag.” Deltagerne var de ansatte i departementet. I alt 196 embedsfolk deltog.

Dagen begyndte på hotel Crowne Plaza, Copenhagen Towers, på Ørestads Boulevard 114-118 lige ved metrostation Fields.

Alle var inviteret til klokken 0900, hvor morgenmaden stod parat. Kl. 0930 var der præsentation af ”dagens program og temaet troværdighed”. Et kvarter senere tog departementschef Henrik Studsgaard ordet.

Troværdighed, troværdighed, troværdighed

Henrik Studsgaard

I den næste halve time holdt departementschefen sit ”oplæg”. Imidlertid kan der kun gisnes om, hvad Henrik Studsgaard sagde, da departementet ikke har ønsket at give aktindsigt i hans talepapir. Ministeriet henviser til, at det er et internt dokument, som kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

Efter en gennemgang af talepapiret har departementet fundet, at en del af dokumentet indeholder faktiske oplysninger, der skal udleveres i henhold til den såkaldte ekstraheringspligt i offentlighedsloven. Det har man så gjort, og dokumentet kan ses her på siden med de overstregninger, man har fundet nødvendige.

Aktindsigten i departementschefens talepapir består af sorte streger.

Det fremgår af talepapiret, at Studsgaards oplæg bestod af fire dele, men indholdet af de tre sidste dele er overstreget. Kun nogle enkelte punkter i oplæggets første del er udleveret i læsbar stand. De består udover velkomstord af en opremsning af en række større arbejdsopgaver, der har beskæftiget ministeriet.

Departementet har dog også givet aktindsigt i de 12 slides, som Studsgaard anvendte under sin fremlæggelse. De giver til gengæld et levende indtryk af essensen i departementschefens oplæg.

Det første slide rummer en ordrig opremsning af i alt 26 ”resultater”, der angiveligt skulle være opnået i ministeriet, uden at det dog oplyses hvornår. Af interesse for en bredere offentlighed fremgår det som punkt 23, at ministeriets medarbejdere har løst en opgave, Studsgaard kalder ”Offensiv presse”, men uden at oplyse yderligere.

Punkterne i 1. del af talepapiret dækkes så nogenlunde af det første slide. Formentlig dækker de efterfølgende 11 slides så de overstregede tre sidste dele af oplægget.

Samtlige 11 slides viser kopier af avisartikler og anden medieomtale, hvor ordet ”troværdighed” indgår, men i en stadig mere negativ omtale af ministeren eller ministeriet. Sidste slide domineres af en klippet overskrift fra B.T., der 11. september 2017 skriver: Nu skal Esben Lunde og hans folk være troværdige: ”Det har et strejf af komik over sig”.

Dermed var kursusdagens tema slået an.

Lydighedspligten

Efter departementschefen tale blev der klokken 1015 præsenteret en håndfuld ”Læringspunkter” ifølge programmet. Det var resultaterne af ”dialogmøder om troværdighed i alle departementets kontorer.”

Disse obligatoriske dialogmøder havde i ugerne forinden fundet sted som en slags studiekredse over en fælles grundbog. Den var fra Moderniseringsstyrelsen og bærer titlen ”Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen – Kodex VII”.

Bogen er fra 2015 og handler om embedsfolks lydighedspligt over for deres minister og den politisk ledede organisation, de er ansat i. Bogen opregner syv centrale pligter, som enhver embedsperson skal efterleve. Punkterne er:

  1. Lovlighed
  2. Sandhed
  3. Faglighed
  4. Udvikling og samarbejde
  5. Ansvar og ledelse
  6. Åbenhed om fejl
  7. Partipolitisk neutralitet

Der foreligger tilsyneladende intet skriftligt referat af disse ”læringspunkter” fra dialogmøderne, men der er gode grunde til at antage, at især de første to punkter – Lovlighed og Sandhed – har været i fokus.

Ministeriet har gennem de seneste to år været hårdt ramt af en stribe skandaleprægede sager om netop lovlighed og sandhed, f.eks. i forbindelse med vedtagelsen af landbrugspakken i februar 2016, MRSA-sagen, hvor det blev afsløret, at centrale embedsmænd i ministeriet er i lommen på landbruget, og kulminerende med den ydmygende flytning af Fiskeristyrelsen i oktober 2017.

Hvad angår punkt 1: Lovlighed, så fastslår Kodex VII, at ”embedsmænd skal altid handle inden for gældende ret. De må ikke handle i strid med grundloven eller lovgivningen i øvrigt, herunder gældende EU-ret.” De skal derfor sikre, at lovforslag, som ministeren fremsætter for Folketinget, ikke strider mod Grundloven eller Danmarks internationale forpligtelser.

Hvad angår punkt 2: Sandhed, så fastslår Kodex VII, at ”embedsmænd må ikke medvirke til, at ministeren til Folketinget videregiver oplysninger, som er urigtige eller vildledende, eller at der forties væsentlige oplysninger til Folketinget.” De må heller ikke ”selv videregive – eller medvirke til, at ministeren i øvrigt videregiver – oplysninger, som er urigtige eller i sammenhængen vildledende.”

Hele Kodex VII kan læses på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside.

Det gode ministerium

Jørgen Grønnegaard Christensen Foto: Ove Smedegaard

Efter et kvarters pause blev scenen klokken 1115 overladt til dagens keynote speaker – den 73-årige professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Hans oplæg havde titlen ”DET GODE MINISTERIUM” og varede frem til klokken 12.

Oplægget var ledsaget af 10 slides og disponeret over tre emner:

  1. Kravene til ministeriets organisation
  2. Kravene til ministeriets embedsmænd
  3. Kravene til ledelsen

Oplægget sluttede med det retoriske spørgsmål: Bliver kravene honoreret af danske embedsmænd? – hvortil professoren tilkendegav sin mening: Mit svar er et betinget ja!

En vurdering af Grønnegård Christensens indlæg, som er indhentet fra professor Peter Harder, Københavns Universitet, der har givet flere bidrag til troværdighedsdebatten, lyder i uddrag (læs hele vurderingen her):

”JGC er en meget værdifuld uafhængig stemme i debatten om regeringsførelsens tilstand. Det er imidlertid vigtigt at være klar over, hvilken position han taler ud fra. Det der især interesserer JGC, og som han er ekspert i, er topembedsmændenes rolle. Det vil først og fremmest sige departementscheferne og i forlængelse heraf øvrige ansatte i departementerne. Deres pligt er især ’ministerbetjening’, det vil sige arbejdet med at hjælpe ministrene til at finde den bedste måde at realisere deres politiske programmer på.

I de sidste tyve år er der sket en markant ændring i forvaltningen i retning af, at dette arbejde er kommet til dels at fylde mere, og dels få mere magt – på bekostning af det sagsforberedende arbejde i styrelserne.

JGCs synspunkter afspejler en antagelse om, at denne magtforskydning alt i alt er en demokratisk og styringsmæssig gevinst. Hvis man tænker på den situation, der blev (karikeret, men realistisk) skildret i den britiske underholdningsserie ‘Yes, Prime Minister’, kan man se, hvad der taler for dette synspunkt: Politikerne kunne tidligere have svært ved at trænge igennem med synspunkter, som embedsværket ikke var indstillet på at fremme.

Men der er to sider af problemet, som JGC ikke har været så interesseret i:

På den ene side, i toppen af systemet, konsekvenserne af den øgede politiske komponent i beslutningerne (læs: det øgede pres) – og på den anden side, i bunden af systemet, tabet af saglig tyngde i beslutningsprocesserne.  De to ting hænger sammen, men er forskellige.

I tilfældet med Landbrugspakken var der et politisk krav om at give en fremstilling af beslutningens konsekvenser, som gjorde det muligt at sige, at pakken gav ’et grønt plus i alle årene’. Det var der ikke saglig dækning for, hvilket også fremgik af det materiale, der kom fra sagkundskaben – og derfor var det politiske ansvar tydeligt nok til, at det endte med en ministerfyring. Men denne konsekvens indtræffer, som ofte påpeget af Tim Knudsen, i Danmark kun hvis et politisk flertal i Folketinget synes det (i modsætning til andre lande vi plejer at sammenligne os med). Derfor er saglighedens stemme afhængig af politisk tilslutning, paradoksalt nok.

Da Esben Lunde Larsen flyttede de fleste af Miljøstyrelsens ansatte over i departementet, understregede JGC at dette var juridisk og politisk legitimt – hvad han har ret i. Det han ikke nævner (fordi det ikke interesserer ham særligt), er at det nu bliver væsentlig sværere at få indsigt i det saglige grundlag for de politiske beslutninger. Den kritik, der kom til udtryk om Landbrugspakken, får derfor meget sværere vilkår. Det, kunne man mene, er et fuldt så stort problem for demokratiet som træge embedsmænd.

Samme perspektiv viser sig i JGCs forsvar for de ledende embedsmænd i Fiskeristyrelsen der ’fik aben’ for forvaltningen af kvote-systemet. Deres forvaltning afspejlede gængs praksis, som den politiske overordnede ikke havde givet éntydige ordrer om at fravige. Snævert set er dette igen rigtigt.  At deres politiske foresatte så havde sagt noget andet i Folketinget, er ikke embedsmændenes skyld – de skal jo være deres demokratisk valgte herrers tro tjenere.

JGCs reaktion viser igen hans særlige (snævert set berettigede) vinkel: Embedsmændene skal ikke have aben. Men hvis man vil vide, om alt er godt i embedsførelsen, er man nødt til at se på andre forhold end dem, der udgør JGCs fokus. Det passer dårligt ind i Grønnegård Christensens ”system”, hvis ministre er på kant med normerne for god regeringsførelse – derfor vil han helst ikke forholde sig til dette problem!”

Tag ikke fejl – det handler om magt

Jørgen Grønnegård Christensen har været forlagt hele analysen og nedenfor bringes et kort uddrag af hans reaktion. Hele svaret kan læses ved at klikke på linket.

”Der er utroligt mange forestillingerne om styrelsernes rolle i centraladministration. Det er derfor vigtigt at forklare, hvorfor man i dansk forvaltning ofte sondrer mellem departementerne, der er bemandet med samfundsvidenskabeligt uddannede generalister, og styrelserne, som er bemandet med specialister af alle arter (biologer og officerer, ingeniører og læger, undervisere i flere kategorier og landinspektører).

Logikken bag arbejdsdelingen er, at departementets ledelse og menige embedsmænd arbejder som sekretariat for ministeren. De bistår og rådgiver ministeren, når der populært sagt skal kød på ministerens politik, og de hjælper ministeren med at gelejde ham eller hende gennem den politiske proces, som kan være et sandt forhindringsløb.

Styrelsernes ledelse og menige embedsmænd har en anden opgave. Grundræsonnementet er, at de har til opgave at sørge for den administrative gennemførelse af den politik, som Folketinget og nogle gange bare ministeren har besluttet. I den rene model, som den blev stillet op for omkring 60 år siden, var det sådan man tænkte.

Det, der gør det svært, er, at virkeligheden er noget mere indviklet. Det er der flere grunde til:

  • Styrelsernes specialister sidder ofte inde med en detaljeret faglig viden, som ministeren og departementet har brug for og også trækker på, når de formulerer ny politik.
  • Styrelsernes specialister anlægger nogle gange en vinkel på de problemer, som de arbejder med, som ikke tager i betragtning, at den konkrete sag har andre aspekter, som politisk er påtrængende. De overser dermed, at vi har ministerstyre og et parlamentarisk demokrati.
  • Arbejdsdelingen mellem departementer og styrelser varierer en del. Nogle ministerier har tilrettelagt arbejdet sådan, at arbejdsdelingen ligger tæt op ad den klassiske departements-styrelsesmodel, som jeg først beskrev. Andre har derimod tilrettelagt arbejdet sådan, at det i høj grad er styrelsernes embedsmænd, der tager sig af politik-udviklingen og i forlængelse heraf af politisk rådgivning. Departementets rolle indskrænkes da til en form proceskoordination og procesfacilitering.

Det lyder alt sammen ret teknisk. Men tag ikke fejl. Det handler om, hvem ministeren har at støtte sig til, og samtidig om, hvem der har ministerens øre. Altså i høj grad om magt.

Der er ikke nogen endelig og dermed perfekt løsning på disse problemer. De kræver såmænd også en blanding af nøgtern afvejning og politisk skønsomhed. Der er dog et betragteligt belæg for at fastslå, at man med en ministeriel organisationsform, som rummer et stærkt departement med specialiserede styrelser som faglige støttepunkter kommer langt i retning af at sikre en passende balance.

Peter Harder nævner i sit indlæg en række sager. Jeg skal ikke gå dybt ind i det, da jeg frygter, at hverken han eller jeg har tilstrækkeligt kendskab til dem. Lad mig dog blot om fiskekvoterne fastslå, at her så vi faktisk et folketingsflertal punke ikke bare ministeren, men også såvel den fiskeriøkonomiske som den fiskebiologiske fagkundskab. Vi så samtidig, hvordan et folketingsflertal i samspil med medier, der ikke havde sat sig ind i sagerne, kritiserede en forvaltning efter en model, som det samme flertal havde været med til at sætte op. Så er det rigtigt, at der i den proces røg en ledende embedsmand, og at det skete på en måde, hvor man kan spørge, om der var tale om en ofring, i dette tilfælde en ofring uden effekt. Men ingen af os ved det og vil nogensinde finde ud af det.”

Rundtur til stamkunderne – og så var der fest

Ovenpå professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen forelæsning, som han leverede mod et honorar på 12.500 kroner, var der afsat tre kvarter til ”Refleksion og opsamling.” Derefter gik de 196 deltagere klokken 12.45 til frokosten på Crowne Plaza.

Fakturaen fra Crown Plaza kom til at lyde på 123.610 kr., fordelt på lokale: 40.000 kr., morgenmad og frokost: 63.110 kr. samt bustransport til og fra eftermiddagens aktiviteter: 20.500 kr.

Eftermiddagen var helliget busudflugter for departementets personale til en række ”aktiviteter” hos følgende stamkunder i ministeriet: Institut for Plante- og Miljøvidenskab på KU, ARC – Amager Ressource Center, Biofos – Renseanlæg på Refshaleøen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, Naturpark Amager, Kopenhagen Fur Studio og Fødevarebanken.

Busekskursionerne var programsat til at slutte kl. 1630, hvorefter transporten gik videre til gourmetrestaurant SULT i Vognmagergade 8b i hjertet af København. De, der ikke havde mulighed for eller lyst til at fortsætte ”troværdighedsdagen” udover normal arbejdstid, kunne nu springe fra. Det var dog kun de færreste, der stod af på dette tidspunkt.

I selskabslokalerne hos restaurant SULT var der derefter ”hyggeligt samvær med kollegerne” frem til klokken 1800, hvor sidste programpunkt begyndte: ”Velkomst, middag og fest”.

Menuen bestod af lynstegt tun med mangosalsa og chipotle sauce som forret, mens hovedretten bød på Flat Iron Steak med majs, salat, stegte kartofler og sauce bordelaise. Til dessert serverede restauranten Chokolade Fondant med vaniljeis og bær.

Derefter var der fest frem til klokken 0100.

Regningen for ”hyggeligt samvær” og ”middag og fest” på restaurant SULT lød på 112.935 kr. Departementet oplyser, at 175 medarbejdere deltog i middagen, så kuvertprisen landede på 645,35 kr.

Sammen med formiddagen på Crowne Plaza, bustransporter og honorar til Jørgen Grønnegård Christensen blev den samlede regning for personalekurset i troværdighed 249.045 kr. eller en kvart million kroner.

Sådan begyndte kampagnen

Begrebet ’troværdighed’ blev introduceret i september 2017 i Miljø- og Fødevareministeriet, da Lunde Larsen gav sin departementschef Henrik Studsgaard besked på at igangsætte en kampagne blandt ministeriets 3000 medarbejdere.

Fremover skulle de gøre sig ”umage med fagligheden, agere som professionelle embedsmænd og tale i øjenhøjde med vores omverden.” Sådan lød beskeden på de ansattes intranet.

Den direkte anledning til den nye satsning var ifølge Henrik Studsgaard en række store møgsager, der havde hærget i Miljø- og Fødevareministeriets første to leveår.

Det begyndte med Fødevare- og Landbrugspakken under daværende minister Eva Kjer Hansen (V), hvor det blev påvist, at ministeriet havde fiflet med tallene og forsøgt at undertrykke forskere. Fiflerierne resulterede i ministerens pinlige afgang. Sagen blev kendt som ”gyllegate” i medierne.

Dernæst fulgte MRSA-sagen, hvor det blev afsløret, at centrale embedsmænd i ministeriet var i lommen på landbruget. Veterinærdirektør Per Henriksen blev anklaget for fuskeri med en redegørelse til Folketinget.

Så kom Fiskeripakken, hvor ministeriet havde handlet stik mod Folketingets beslutninger. Rigsrevisionen og Statsrevisorerne fremsatte en uhørt hård kritik af ministeriets administration af fordelingen af fiskekvoterne. Kritikken medførte en ydmygende resort-rokade, hvor Esben Lunde Larsen blev frataget ansvaret for fiskeripolitikken.

Departementschef afviser kritik

Hele vejen igennem de tumultariske skandalesager har den centrale embedsmand været departementschef Henrik Studsgaard. Udadtil har Studsgaard imidlertid benægtet, at der skulle være grundlag for at rette kritik af hans administration.

I et opsigtsvækkende interview om”gyllegate” i Magisterbladet 4. marts 2016 blev det beskrevet, hvordan anonyme embedsmænd havde kritiseret tilblivelsen af den omstridte landbrugspakke, som endte med at koste Eva Kjer Hansen (V) jobbet som miljø- og fødevareminister. Alligevel afviste departementschef Henrik Studsgaard kritikken og forklarede, at han kunne stå inde for fagligheden. Der var simpelthen ikke noget at komme efter.

Magisterbladet: Har du levet fuldt op til den sandhedspligt, du er underlagt?

“Ja. Åbenhed, faglighed og ikke mindst diskussion af fagligt indhold er væsentlige forudsætninger for en høj kvalitet i opgaveløsningen i Miljø- og Fødevareministeriet. Det har jeg – og det har ministeriet – levet op til.”

Magisterbladet: Kan du forstå dem, der nu siger, at en sag som denne her er med til at undergrave tilliden til det politiske system?

“Nej, det kan jeg ikke. Fødevare- og landbrugspakken hviler på en faglig rådgivning, som vi kan stå inde for.”

Nye møgsager under Lunde Larsen

Til trods for departementschefens bastante afvisning i marts 2016 af enhver kritik af ministeriets troværdighed, søsatte Studsgaard alligevel halvandet år senere den store troværdighedskampagne.

Forklaringen kan være, at Kjer Hansens afløser på ministertaburetten ikke formåede at genoprette tilliden til ministeriets forvaltning – eller ligefrem har bidraget til yderligere mistro.

Esben Lunde Larsen Foto: Kim Vadskær

Den nye minister, cand.theol. Esben Lunde Larsen (V), tiltrådte 29. februar 2016. Hans særegne stil og stejle politiske holdninger har ført til en stribe nye møgsager.

Tilsyneladende er Lunde Larsen en kompromisløs modstander af offentlighed i forvaltningen. På det punkt er han ikke i overensstemmelse med regeringens officielle politik, men som minister har han været ude af stand til at skjule sin antipati.

På et møde med medarbejdere i ministeriet i november 2016 udtalte han:

”Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord.”

Imidlertid optog en medarbejder ministerens kontroversielle udtalelse på sin mobiltelefon, og fem måneder senere afleverede vedkommende optagelsen anonymt til dagbladet Politiken. Da avisen valgte at offentliggøre båndet, fik ministeriets troværdighed et nyt knæk. Mere var under opsejling.

Da fiflerierne med fiskeriets kvotesystem blev afsløret i sommeren 2017, måtte medierne finde de helt store overskrifter frem. Sagen resulterede i en større næse til Esben Lunde Larsen, fordi han ikke havde talt sandt over for Folketinget. Han blev frataget fiskeriområdet, og et par embedsmænd blev forflyttet, mens ministeriets troværdighed røg helt i bund.

Departementschef Henrik Studsgaards kampagne for at genskabe ministeriets troværdighed er højt prioriteret, hvilket bevidnes af det store fremmøde til personalekurset. Ikke mindst i toppen af departementet, der har ansvaret for de mange møgsager, tager man tilsyneladende kampagnen seriøst. Både kontorchef Morten Ejrnæs og afdelingschef Christian Vind var mødt op. Begge havde været dybt involveret i den uskønne håndtering af landbrugspakkens faglige grundlag, der resulterede i Eva Kjer Hansens exit som minister i februar 2016.

Den eneste, der ikke deltog i aktiviteterne på den store ”troværdighedsdag”, var Esben Lunde Larsen selv. Dagen før var ministeren fløjet til Indien for at lede et eksportfremstød i Indien sammen med 21 danske virksomheder og organisationer.

Sådan gjorde vi

Del dette:
Udgivet i Aktindsigt, Miljøoplysninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser