Justitsministeriet undergraver ny offentlighedslov

Åbenhedstinget anbefaler Folketingets Retsudvalg at stille en række ændringsforslag efter at Justitsministeriet har svaret på en række af Retsudvalgets spørgsmål. Justitsministeriet har svaret med meget indsnævrende fortolkninger. Hvis Retsudvalget accepterer dem og forslaget, går det helt galt med åbenhed i Danmark.

Se Åbenhedstingets notat med kommentarer og anbefalinger til Folketingets Retsudvalg.

“Det er et afgørende kendetegn for en offentlighedslov i et demokratisk samfund, at offentligheden sikres ret til indsigt i politiske beslutninger og det faktiske og faglige grundlag for beslutninger. Justitsministeriets svar på nogle af Retsudvalgets spørgsmål skaber desværre alvorlig usikkerhed om indholdet i lovforslagets kernebestemmelser herom,” skriver vi i notatet.

Ændring af § 24
Kernepunktet er hele diskussionen om ministerbetjening, ministerrådgivning og lignende. Her er udspillet en ændring af paragrafferne 24, 28 og 29. Vi skriver:

“Åbenhedstinget anbefaler, at Folketingets Retsudvalg overvejer at ændre § 24, stk. 1 til følgende ordlyd:

Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Dokumenter udarbejdet til ministerrådgivning og foreløbige overvejelser om løsningsmuligheder i interne dokumenter, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede styrelser.
2) Dokumenter udarbejdet til ministerrådgivning og foreløbige overvejelser om løsningsmuligheder i interne dokumenter, der udveksles mellem ministerier.

Den foreslåede løsning kan både skabe større klarhed for retsanvendelsen og større sikkerhed for den demokratiske kontrol end § 24 i L 90. Det er vigtigt, at der samtidig sker præciseringer af § 28 og § 29. Opgaven er at finde den rette balance mellem saglige beskyttelseshensyn og offentlighedens mulighed for at kontrollere magtudøvelsen og grundlaget for denne. Denne opgave er hverken løst i den gældende lov eller i L 90.”

Ændring af § 28
“Åbenhedstinget anbefaler Retsudvalget at stille et ændringsforslag til § 28, stk. 1, hvor ordene ”og endelig beslutning om sagens afgørelse” tilføjes som afslutning på første sætning. Som konsekvens bør overskriften til § 28 ændres til: ”Meddelelse af faktiske oplysninger, endelige beslutninger og eksterne faglige vurderinger”.

Det kan desuden bidrage til klarhed, hvis Retsudvalget præciserer, at retten til aktindsigt i en sags faktiske grundlag omfatter bestilling af data inklusive politisk motiveret anmodning af data, der kan bruges til at påvirke en politisk forhandlingsproces.”

Ændring af § 29
“Åbenhedstinget anbefaler, at Retsudvalget i et ændringsforslag til § 29, stk. 1, 1. sætning tilføjer ordene ”eller endelig godkendt” efter ordene ”en offentliggjort”.

Åbenhedstinget anbefaler desuden Retsudvalget at stille et ændringsforslag om, at § 29, stk. 1, 2. pkt. udgår. I bemærkninger til ændringsforslaget kan det angives, at retten til indsigt i faglige vurderinger i endelig form også omfatter lovpligtige planer, der er udarbejdet af kommuner og regioner f.eks. skolestrukturplaner og sygehusstrukturplaner.

På baggrund af Justitsministeriets svar til spørgsmål 40 er det endvidere påkrævet, at Retsudvalget præciserer at retten til indsigt ifølge bemærkningerne til L 90 omfatter endelige vurderinger, som ansatte og myndigheder har særlige forudsætninger for at udarbejde, f.eks. Arbejdstilsynets juridiske vurdering af et EU-direktiv om sikkerhedskontrol og Arbejdstilsynets vurdering af et forslags konsekvenser for arbejdsmiljøet.”

Åbenhedstingets andre anbefalinger:

  • Tilføjelse til § 2, i et nyt stk. 2: ”Loven finder desuden anvendelse på administrative funktioner ved Folketinget og domstolene”.
  • Ændring i § 4 så loven som udgangspunkt omfatter selskaber, hvor det offentlige kan have fuld kontrol. Det bør ske ved at ”mere end 50%” erstatter ”mere end 75 %”.
  • Sletning af § 5, stk. 2. Det er ikke rimeligt at undtage afgørelsessager, der er udliciteret til private virksomheder m.v.
  • Et ændringsforslag til § 6 skal præcisere, at myndigheders pligt til at sikre oplysninger omfatter datagrundlag ved undersøgelser, evalueringer m.v., der er overladt til private virksomheder.
  • Et ændringsforslag til § 7 bør markere, at Folketinget ikke ved vedtagelsen af offentlighedsloven tager stilling til særordninger for særlige rådgivere (spindoktorer).
  • Ordene ”få og” udgår af reglen om enkle kommandoer i dataudtræk i § 11, stk.1.
  • Ministerier og styrelser i almindelighed må give aktindsigt i høringssvar, der er modtaget til et offentliggjort lovudkast gennem en ændring af § 14.
  • Retsudvalget bør følge Offentlighedskommissionens formuleringer af § 15 om journalisering – og altså afvise Justitsministeriets ændring.
  • I bestemmelsen om kalenderundtagelsen i § 22 bør Offentlighedskommissionens mindretal følges.
  • § 27, nr.2 bør udgå for at sikre åbenhed i politiske forlig, sådan som Offentlighedskommissionens mindretal anbefaler.
  • § 33, nr. 5 bør ændres for at sikre, at undtagelser til aktindsigt sker inden for rammerne af Europarådets konvention om aktindsigt”.
  • § 34, at nr. 2 og nr. 3 bør udgår, så myndighederne ikke kan afvise aktindsigt med henvisning til uforståelighed.
  • • Ved ændringer af forvaltningsloven bør sikres, at parter i en konkret sag får ret til aktindsigt ved selskaber med offentlig ejerdominans og ved udlicitering af afgørelsessager. Desuden bør parter sikres ret til indsigt i interne faglige vurderinger i endelig form, der indgår i grundlaget for afgørelser.

Se bilag til notatet:
Journalliste i mailsagen.
Finansministeriets tidsoversigt.

Del dette:
Udgivet i Aktindsigt, Mulvads blog

2 kommentarer til “Justitsministeriet undergraver ny offentlighedslov
  1. Jesper Tynell siger:

    Medlemmer af Åbenhedstinget har indtil nu ment, at de foreslåede §§ 28 og 29 ville give indsigt i de væsentligste oplysninger, som den foreslåede § 24 fremover undtager fra aktindsigt. Bl.a. har Åbenhedstinget indtil nu afvist, at det skulle være et problem at få dokumenter udleveret, som har været af vital betydning for journalistiske afdækninger indenfor de senere år.

    I en række svar til Folketingets Retsudvalg, har Justitsministeriet nu underkendt denne vidtgående udlægning af de foreslåede paragraffer.

    Interesserede læsere kan her læse en gennemgang af ministeriets svar og af medlemmer af Åbenhedstingets hidtidige insisteren på, at papirerne også under den foreslåede lov ville blive udleveret ved begæring om aktindsigt:

    http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l90/bilag/14/951295.pdf

  2. Lars Rugaard siger:

    Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard, undsiger i en kronik i Information (21/2-2011) §§ 24 og 27 helt og holdent og opfordrer folketinget til at droppe dem i forslaget til en ny offentlighedslov. Han deltager dermed ikke længer i forsøget på at lade som om ministerbetjening er af det gode og noget, man bare kan kompensere via andre paragraffer.
    Jeg håber virkelig, at Oluf Jørgensen og Åbenhedstinget kommer til samme konklusion som DJs formand og vil deltage i en fælles kamp mod det hidtil alvorligste forsøg på at indskrænke åbenheden i Danmark.
    De bedste hilsener
    Lars Rugaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser