Professor Heine Andersen har i fem år påpeget og klaget over uredelighed, men er mødt med ikke-svar: Klagesystemet er konstrueret, så der ikke skal komme sager frem, som er problematiske for universitetet og ledelsen.
I februar 2016 måtte landbrugsminister Eva Kjer Hansen gå af efter “Gyllegate”, hvor hun og hendes embedsmænd havde manipuleret med data på Landbrugspakken. Efterfølgende afslørede professor Heine Andersen, at Aarhus Universitets forskere havde fået mundkurv på mod at fortælle om manipulationerne. Nu fortæller Heine Andersen om et endnu grovere eksempel på forsknings-manipulation, hvor forskningsetik-systemet er passiv.
Skandalen handler her om, at der i 2017 blev lavet nye regler for behandling af videnskabelig uredelighed, der betyder, at der på hvert universitet blev oprettet et praksisudvalg, som skal behandle klager/indberetninger, før de kan komme videre til egentlig behandling i det nye Uredelighedsnævn. Problemet er imidlertid, at KU s Praksisudvalg uden gyldig begrundelse afviser at sagsbehandle sager, som er problematiske for universitetet og universitetets ledelse.
Heine Andersen har i fem år – som opmand for professor Maria Vang Johansen – forfulgt en konkret sag, hvor Vang mente sine videnskabelige rettigheder og pligter undertrykt. De har klaget fra Herodes og Pilatus til Ombudsmanden, men er ikke kommet nogle vegne.
Sagen handler om, at Maria Vang var vejleder for en ph.d.-studerende med et projekt om parasitter i svin (på KU s veterinærinstitut). Der var en medvejleder, som hun opdagede var inhabil, fordi denne fortiede sin interessekonflikt med ansættelse i landbrugslobbyen Landbrug og Fødevarer (L&F). Men værre endnu: Medvejlederen fortiede også for Vang, at projektet skulle bruge selekterede og hemmelige data, der blev leveret fra landbrugslobbyen.
Vang påpegede problemerne og blev beskyldt for samarbejdsproblemer – og blev fyret fra Københavns Universitet.
Professor Maria Vang: Fyret og retsløs
Men alle forsøg på at få KU s Praksisudvalg til at forholde sig til de to kerne-klagepunkter har været forgæves:
”Man forsøger at lægge låg på – det har udvalget gjort længe. Årsagen er uden tvivl at det er en meget pinagtig og betændt sag”, konstaterer Heine Andersen i et opsummerende notat.
”Jeg har i mine undersøgelser om forskningsfrihed været ude for en del grove metoder … fx mundkurvs-kontrakter med ulovligt tavshedspålæg. Eksemplet her er faktisk et nummer grovere rent forskningsetisk, fordi total kontrol over data giver mulighed for manipulation med data, fx brug af fiktive data, altså uredelighed, som det kan være umuligt at afsløre, hvis man ikke kan få adgang til data! Resultater, der ikke kan kontrolleres, fordi der ikke er adgang, kan man ikke have nogen tillid til. Dette blev imidlertid netop resultatet i dette tilfælde.”
Heine Andersen mener, at universitetet fejer sagen ind under gulvtæppet, fordi den kan skabe problemer i relationen til den magtfulde lobbyorganisation L&F.
Retslige brud
I sit notat har han gennemgået de svigt og mangler i Praksisudvalgets behandling af sagen, som har gjort Maria Vang retsløs. Først og fremmest ved ikke at tage stilling til hendes klages substans uden at begrunde dette. Praksisudvalget har ikke lavet selvstændig sagsbehandling, men blot ignoreret eller afvist.
Heine Andersen konstaterer, at Praksisudvalget eksplicit har godkendt, at medvejleder Lis Alban afgav oplysning i strid med sandheden. Og man har godkendt, at der er brugt hemmelige data, som ikke kan udleveres til andres efterprøvning, for L&F har alle rettigheder.
Her er hans eksempler på Praksisudvalgets undladelser og forsømmelser:
1. I den danske kodeks for integritet i forskning står der: ”Forskerne er ansvarlige for at opbevare deres primære materialer og data”. Forskeren i dette tilfælde er den ph.d.-studerende. Men denne fralægger sig ansvaret for grunddata, for en forskningsdata-protokol (som angiveligt er ”forsvundet”). Ph.d.’en henviste til L&F, som ikke ville udlevere oplysninger om, hvordan data var oparbejdet og heller ikke udlevere fulde rådata. Praksisudvalget afviste af behandle Maria Vangs klage over dette åbenlyse brud på datahåndtering, men Praksisudvalget afviste at realitetsbehandle.
2. Af det danske kodeks fremgår også, at forskere / vejledere / deltagere i forskningsprojekter skal deklarere deres mulige interessekonflikter. I sin deklaration til forskningsmyndighederne svarede medvejleder Lis Alban ”nej” i kategorien ”No conflict of interest”, selv om hun var ansat af L&F (hvis formål som som lobbyorganisation er at arbejde for landbrugets økonomiske interesser). Selv om usandheden var åbenlys, afgjorde Praksisudvalget, ”at der ikke var tale om brud på regler om god videnskabelig praksis” idet det ”ikke har en så væsentlig betydning”.
En klage til Ombudsmanden var resultatløs, for denne ville ikke tage stilling i en sag om ”forskningsfaglige spørgsmål”.
3. I samarbejdsaftalen om erhvervs-ph.d.’en mellem KU og L&F indgik, at ph.d.’en skulle indsamle data og prøver på slagterier. Men uden om hovedvejleder Maria Vang var det L&Fs forskningsenhed, som oparbejdede data, uden at det blev oplyst hvordan og hvorfra. Efterfølgende hævdede L&F ejerskab til data og nægtede at udlevere oplysninger om den lovpligtige forskningsprotokol og om de samlede data. Dette klagepunkt svarede Praksisudvalget slet ikke på i den 15 siders svarskrivelse.
Systemproblem: Klageinstans lukker sager ned
For Heine Andersen afslører sagen et alvorligt systemproblem: I det gamle system kunne man klage direkte til Uredelighedsudvalget. I det nye system er der indlagt en mellemfase, hvor sager skal screenes af det involverede universitets Praksisudvalg. Og her er der mange interesser i, at der ikke opstår sager.
Erfaringen er siden 2017, at der kommer meget få sager om uredelighed og krænkelse af forskningsfrihed til overfladen. Det skyldes, at der kommer meget få klager, konstaterer Heine Andersen. Det skyldes, at det kan have store personlige omkostninger for en forsker at klage. Det er konflikt-optrappende lokalt, tidsbelastende og udfaldet er usikkert. Og da Praksisudvalget kun tager sager op, hvis der klages, så tænker klagere sig grundigt om, før der klages.
I sit notat påpeger Heine Andersen tre alvorlige konstruktionsfejl i systemet: Når nogle klager, skal klageren levere hele bevismaterialet, for Praksisudvalget foretager ikke en egentlig efterforskning- og det afholder folk fra at klage. Sagsbehandlingen i Praksisudvalget er hemmelig, og der er ikke krav om en offentlig begrundelse af afgørelser. Det er også sådan, at en klager er pålagt tavshedspligt, mens sagen behandles, hvilket blokerer klageren i at fortælle om sagen til medier, som har fat i sagen. Praksisudvalgets afgørelser eller afvisninger skal ikke begrundes. Og endelig er det i strid med grundlæggende retsprincipper, at Praksisudvalget ikke skal stå til regnskab for sine handlinger – der er ingen ankemuligheder.
Skriv et svar