Det store braksvindelnummer

EU har i årevis betalt braklægningsstøtte til landmænd. Formålet er at nedbringe mængden af landbrugsprodukter, så prisen forbliver stabil. Men EU hævder, at danske landmænd har fået brakstøtte til arealer, der ikke tidligere var dyrket. Knud Haugmark beskrev sin research på Åbenhedstingets konference den 6. december på Christiansborg. Læs Haugmarks oplæg her og se præsentation med tal og grafer nederst i artiklen.

Allerede i 2009 forlangte EU at Danmark betalte stort set hele brakstøtten for 2002-2004 tilbage. Det drejede sig om 750 millioner kroner, altså ikke småpenge, selvom det ”kun” drejer sig om ”5 % af den samlede hektarstøtte”, som Eva Kjer Hansen skrev i en pressemeddelelse. Ministeren indbragte kravet for EU-domstolen hvor den nu verserer.

Der indgår juridiske spidsfindigheder som for eksempel, når Danmark hævder: ”Det gøres videre gældende, at beslutningen lider af væsentlige begrundelsesmangler og at beslutningen på visse punkter er i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger og  retssikkerhedsprincippet. ” Se EU-tidende om sagen her.

Ikke desto mindre kan der vel være tale om systematisk svindel med offentlige midler over en længere årrække i aktivt samarbejde mellem landbruget og såvel den nuværende som den forrige regering.

Tre måder at svindle på

Det er ikke vanskeligt ud fra offentligt tilgængelige kilder at fastslå i al fald tre forskellige fremgangsmåder, som ser ud til at have været benyttet for at dræne EU’s kasser ved at angive falske brakarealer.

I 2007 udløste såvel strandengen langs Ringkøbing fjord som et fredet område på Læsø brakstøtte. Det fremgår af en oversigt over ca. 65.000 markblokke, som udløste tilskud i 2006. Jeg har fået denne liste fra fødevareministeriet og lagt disse data ind i en SQLdatabase, som er søgbar. En simpel søgning kan yderligere vise, at flere hundrede brakarealer har en brakprocent over 100, ja helt op til 250. Ved at klikke kan man se markblokken på et kort på arealinfo.dk, hvilket giver muligheder for at indhente endnu flere oplysninger om arealets anvendelse. Brakbasen er gratis og det er ikke svært at finde lignende eksempler. Der er tusindvis.

Ministeriets egen vejledning til landmændene røber, at også vandløbslovens krav om en to meter bred udyrket bræmme langs vandløb giver mulighed for svindel. Det ser ud til, at ministeriet udbetaler brakstøtte også til disse arealer hvis bare landmanden øger bredden til 5 meter. Ved hjælp af alle disse narrestreger lykkedes det Danmark at ”overholde” reglerne om 7- 10 procent braklægning af kornarealet uden at nedsætte det dyrkede areal. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at arealet faktisk blev forøget.

Landbrugsarealet blev forøget

I 1993, begyndelsesåret for brakordningerne, som skulle nedsætte kornarealet for at hæve de lave kornpriser, opstod ifølge Danmarks  Statistik pludselig over 160.000 hektar med ”Øvrige afgrøder og udyrket areal”. Arealet svarer stort set til Lolland og Falster tilsammen.

I 1994 var hele dette område lige så pludseligt forsvundet, mens brakarealet var steget tilsvarende.

Yderligere dokumenation er påkrævet

Uden adgang til detaljerede data er det ikke muligt at bevise, om der er tale om identiske arealer, og jeg har derfor begæret aktindsigt i samtlige arealdata for støttet landbrugsjord i hele perioden. Selvom myndighederne har benyttet temmelig eksotiske fortolkninger af undtagelsesbestemmelserne i lovgivningen for at obstruere retten til aktindsigt i disse miljøoplysninger, er det nu lykkedes at få  ombudsmandens ord for, at oplysningerne skal udleveres. Han har udsendt en ”foreløbig afgørelse” til myndighederne, så de kan forholde
sig til den, inden den gøres endelig. Ombudsmanden piller med stor finesse alle fødevarestyrelsens undskyldninger fra hinanden og det er rimeligt at forvente, at ombudsmanden vil forlange, at alle data om tilskud og afgrøde på alle markblokke kan udleveres til offentligheden. Afgørelsen er interessant for andre, idet det kan anbefales allerede i ansøgningsfasen at anføre ombudsmandens afvisninger af for eksempel myndighedernes forsøg på at omgå loven ved at henvise til, at udlevering af data er for
arbejdskrævende. Afgørelsen ligger her.

God grund til pessimisme

Såvel den socialdemokratiske regering som den nuværende har en klar interesse i, at undgå at blive afsløret som medvirkende i en enorm svindelsag over for EU. Hvis EU kan forlange tilbagebetaling af 750 millioner for årene 2002-2004, så er der grund til at tro, at der er svindlet for flere milliarder i de femten år, brakstøtten bestod.

Den nye offentlighedslov

Talrige eksempler viser, at vi lever under myndigheder, der ikke går af vejen for at bryde eller obstruere loven. Derfor er retten til ubetinget indsigt i databaser med miljøoplysninger af allerstørste vigtighed for borgernes og pressens mulighed for at kontrollere regering, centralforvaltning og andre myndigheder. Den nye offentligshedslov skal sikre, at grunddata i databaser udleveres uden forsinkelse. For når sagsbehandlingstiden kommer op på flere år inden data eventuelt udleveres, er offentligheden stækket i en lang periode.
Det er ikke værdigt for et land, der nu med vajende faner og geværild udbreder sine retsprincipper og samfundsorden i andre dele af verden.

Se Knud Haugmarks præsentation_brakbedrag_kommenteret fra Åbenhedstingets konference den 6.12.2010.

Del dette:
Udgivet i Miljøoplysninger

3 kommentarer til “Det store braksvindelnummer
  1. Kjeld Hansen siger:

    Politiken, 6. april 2008

    Fupbrak for 750 mio. kr. – hvem skal nu betale?

    af Kjeld Hansen, journalist og forfatter

    Fødevareministeriet beskyldes for fifleri med EU-brakstøtte for 750 mio. kr. Det er en ganske alvorlig sag, fordi den er rejst af EU-kommissionen. Ved at nægte at refundere de mange millioner, der for længst er udbetalt fra den danske statskasse til de danske landmænd, har kommissionen sat ekstra trumf på sine anklager. Kommissionen har på baggrund af et revisionsbesøg i Danmark underkendt de meget lempelige brakordninger, danske landmænd har nydt godt af i årene 2002-2004.
    Brakstøtten blev indført tilbage i 1990’erne for at dæmpe den voldsomme overproduktion af EU-korn. Det skulle ske ved at betale landmændene for at undlade at dyrke en del af deres kornjord. Sådan kom støtten imidlertid aldrig til at virke i Danmark, fordi Fødevareministeriet aktivt modarbejdede denne hensigt.
    En af fiduserne i Fødevareministeriet gik ud, at landmændene kunne tilmelde en masse tilfældige småarealer, der ofte ikke var reelt dyrkbare, som brakjord. På den måde opfyldte de den tvungne brakpligt, uden at det gik ud over deres kornproduktion. Også den såkaldte fjernbrak blev introduceret af Fødevareministeriet. Her gik fidusen ud på at leje noget dårligt sandjord billigt, f.eks. i Vestjylland, i stedet for at udlægge den gode kornjord i Østdanmark som tvungen brak.
    Ifølge EU var det meningen, at de udtagne arealer skulle veksle hvert eller hvert andet år. Sådan blev ordningen praktiseret i de øvrige EU-lande, men den daværende fødevareminister, Mariann Fischer Boel (V), besluttede, at de danske landmænd kunne få støtte til de samme arealer år efter år. Denne beslutning hang sammen med Fischer Boels stiltiende accept af, at der ofte ikke var tale om egentlig landbrugsjord, men halvnatur-arealer. Det kunne være mosejord eller andre sumpede arealer, der var taget permanent ud af omdriften, fordi de ikke kunne bære en traktor.
    Disse fiduser er blevet videreført af både fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) og den nuværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som forsvarer ordningerne. Kjer Hansen stiller sig ovenikøbet vældig forarget an over for kommissionens underkendelse af de tvivlsomme danske brakfiduser, som hun påstår, blev opfundet for at gavne ”miljøet”!
    Men ministeren står med en rigtig møgsag. En række ganske overbevisende kendsgerninger taler for, at der er blevet fiflet livligt med støttemillionerne fra EU.
    For det første viser tal fra Danmarks Statistik, at kornproduktionen i Danmark aldrig er faldet, trods braklægning af op mod 10 pct. af landbrugsarealet. Det understøtter påstanden om, at det aldrig var kornmarker, der blev taget ud af driften. For det andet skønner både Landbrugsrådet selv og Fødevareøkonomisk Institut, at højst en tredjedel af den braklagte jord reelt er dyrkbar. Hos Danmarks Miljøundersøgelser mener forskerne sågar, at blot 13-26 pct. af de braklagte marker ville kunne dyrkes i dag.
    Nogle kynikere vil måske mene, at den påståede fup med brakstøtten blot føjer sig ind i rækken af banale fiflerier, som Fødevareministeriet har lagt navn til siden 2001, men det er forkert. Denne sag indtager en helt særskilt rolle på grund af det enorme beløb, der er sat på spil. Beløbets størrelse gør også sagen ekstra interessant for skatteyderne, fordi det uden tvivl bliver os, der kommer til at betale for Fødevareministeriets brakfiduser, hvis EU-kommissionen står fast på sine anklager.
    Og 750 mio. kr. er vel stadig en slags penge i tider, hvor kommuner og alle offentlige myndigheder – undtagen lige netop Fødevareministeriet – bliver pålagt at spinke og spare?

    xxx

  2. Thorkil Pedersen siger:

    “Denne sag indtager en helt særskilt rolle på grund af det enorme beløb, der er sat på spil. Beløbets størrelse gør også sagen ekstra interessant for skatteyderne, fordi det uden tvivl bliver os, der kommer til at betale for Fødevareministeriets brakfiduser – ”



    En sags vigtighed eller rigtighed afgøres ikke på baggrund af størrelsen af beløbet.
    Og

    Hvornår skal skatteyderne
    ikke
    betale for det forbrug – svindel eller ej – der foregår i forvaltningerne?

  3. Niels Braunstein siger:

    Man kan jo godt gå hen og blive bekymret, når man på baggrund af “braklægningssagen” tænker på Landbrugspakken, hvor landmænd skal til at kontrollere sig selv m.h.p. kvælstofforurening eller ej. Det minder betænkeligt om Proms Fabrikker, der kontrollerede sig selv i årevis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser

Kommentarer