Publiceret som kronik i Berlingske 6. september 2023
Det er vigtigt, at ytringsfrihedens grænser i Danmark fastsættes ud fra demokratiske værdier og ikke som regeringens forslag bygger på eftergivenhed for stærke magter og truende terrororganisationer. Bedre og nemmere løsninger kan opnås ved præciseringer i ”racismeparagraffen” og ordensbekendtgørelsen.
Regeringens lovforslag bygger på udenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn
Regeringen vil stoppe koranafbrændinger med et lovforslag, der forbyder ”utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan.”
Lovforslaget bygger primært på udenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn og er placeret i straffelovens kapitel om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.
Bestemmelsen sættes ind som tilføjelse i straffelovens § 110e, der i forvejen omfatter ”den, der offentlig forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke…”. Lovforslaget er sendt i høring frem til 22. september.
Regeringen lægger vægt på, at afbrænding af andre nationers flag allerede er omfattet af § 110e, men hensynet til ytringsfriheden har stor vægt, når der demonstreres mod nationers undertrykkelse af menneskerettigheder. Der har været mange afbrændinger af flag, men ingen straffesager om afbrænding siden 1930’erne.
Der er ingen nyere retspraksis at bygge på, og regeringens tilføjelse til § 110e vil give yderligere vanskeligheder. Hvad er ”utilbørlig”, og hvilke genstande har ”væsentlig religiøs betydning”? Endnu vanskeligere bliver det at anvende begrebet ”trossamfund”, der ifølge lovforslagets bemærkninger omfatter ”et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer. Det vil ikke være et krav, at trossamfundet er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven.”
”Racismeparagraffen” bygger på demokratiske værdier
Danmark var det første land, der forbød hadefuld hetz mod befolkningsgrupper. Det blev vedtaget af Rigsdagen i 1939 med henvisning til ”de i den nyeste Tid opdukkede Foreteelser som Forfølgelse af Racer, Trossamfund m.v.” Det er værd at huske.
Formålet var at beskytte befolkningsgrupper mod at blive gjort til syndebukke af nazisterne. På baggrund af de forfærdelige forfølgelser under 2. verdenskrig blev det danske forbud efter krigen fulgt op med internationale konventioner mod hadefuld hetz.
Efter nogle udvidelser omfatter straffeloven § 266b nu: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.”
Denne regel, der ofte kaldes ”racismeparagraffen”, er placeret i straffelovens kapitel om ”freds- og ærekrænkelser”. Den bygger ikke på udenrigs- eller sikkerhedspolitiske hensyn ogbeskytter befolkningsgrupper, selvom de er små og uden støtte nogen steder. ”Racismeparagraffen” bygger på demokratiske værdier og bidrager til at styrke ytringsfriheden for befolkningsgrupper.
Blasfemiparagraffens fjernelse gav ikke grønt lys for koranafbrændinger
I debatten om koranafbrændinger bliver ofte henvist til, at den gamle blasfemiparagraf kunne have være anvendt, men blasfemiregler er afskaffet i de fleste vestlige demokratier, og Folketinget fjernede reglen i 2017. Der blev kun rejst tiltale for blasfemi i tre tilfælde siden 1933. I stedet er § 266b brugt ved grov hetz mod religiøse overbevisninger.
Det juridiske grundlag for Folketingets beslutning om at fjerne blasfemiparagraffen findes i Straffelovrådets betænkning 1548.2014, hvor det bl.a. blev vurderet, om det ville blive lovligt at afbrænde hellige skrifter (side 18-20). Ifølge Straffelovrådet kan det principielt tænkes, at afbrænding kan ske uden at nogen bliver forhånet, men rådet tilføjede, at det i praksis kan tolkes som hån eller nedværdigelse af mennesker, der tror på den pågældende religion og dermed er omfattet af § 266b.
Straffelovrådet henviste til en række domme, hvor hadefulde ytringer mod en religion også blev tolket som hån eller nedværdigelse af de troende. Rådet forklarede, at § 266b også kan anvendes over for symbolske handlinger og henviste til en landsretsdom, der dømte for en Ku Klux Klanagtig afbrænding af kors foran et hus med tyrkiske beboere.
Rasmus Paludan og nogle meningsfæller har i de senere år gang på gang arrangeret afbrændinger af koranen foran skoler, moskéer og ambassader. Afbrændinger er ledsaget af smædeord mod islam og nogle gange med opfordringer om at tilsvine koranen med urin og afføring. Optagelser er lagt på nettet med henblik på udbredelse i alle lande.
På baggrund af Straffelovrådets vurderinger ville det være nærliggende at rejse tiltale for sådanne koranafbrændinger efter § 266b, men rigsadvokaten har ikke fundet grundlag. Det er derfor ikke blevet prøvet ved domstolene, om offentlige koranafbrændinger og tilsvininger er strafbare, og politiet har måttet bruge mange ressourcer på at beskytte Paludans besynderlige arrangementer.
Alternativ 1 til regeringens forslag: Ordensbekendtgørelsen kan præciseres
Ordensbekendtgørelsen er udstedt af justitsministeren på grundlag af politiloven. Den giver bl.a. politiet adgang til at gribe ind mod ”fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden.” og ”uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse” (§ 3, stk.1 og 2). Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan rammes af bøde.
Min vurdering er, at afbrænding af hellige skrifter og lignende forhånelser også kunne være standset som overtrædelser af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om ”fornærmelig” eller ”anstødelig” opførsel ligesom skrigen, råben og urinering på offentlige steder. I stedet er ytringsfriheden blevet brugt som et tyndt argument til at beskytte koranafbrændinger.
Justitsministeren kunne hurtigt rette op på denne tilstand ved at præcisere i ordensbekendtgørelsen, at bogafbrænding og lignende forhånende adfærd ikke må finde sted på offentlige steder.
Alternativ 2: ”Racismeparagraffen” kan præciseres
Offentlig bogafbrænding signalerer nu som tidligere, at ytringer skal undertrykkes. Hån og nedværdigelse af en befolkningsgruppe signalerer nu som før, at den ikke skal respekteres.
Når rigsadvokaten ikke mener, at den gældende formulering af § 266b giver grundlag for at rejse tiltale, er det nødvendigt med en præcisering. Det kan ske ved en lille ændring i lovteksten, hvor ordene ”udtalelse eller anden meddelelse” erstattes med ”meddelelse eller handling”.
I lovforslagets bemærkninger kan præciseres, at bestemmelsen også kan anvendes ved afbrænding og andre former for hån og nedværdigende behandling af hellige skrifter.
En præcisering af § 266b vil være nemmere at arbejde med end regeringens forslag. Anklagemyndighed og domstole har anvendt § 266b i mange sager og har etableret en rimelig klar retspraksis, selv om der er vanskelige grænsetilfælde. Konkrete indgreb skal vurderes i lyset af ytringsfriheden, og den omfatter kun grove forhånende ytringer, der lægger en befolkningsgruppe for had f.eks. som led i politisk propaganda.
Skriv et svar