Bondefup med Gallup-tal

[label style=”important”]Synspunkt [/label]Mere end 1200 landmænd fra det meste af Danmark havde siddet i tre timer den 20. september i det tætpakkede Vejen Idrætscenter og holdt stormøde om fremtiden for dansk fødevareproduktion, da direktør Vagn Lundsteen gik på scenen.

Direktør Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug, misbrugte Gallup-undersøgelse på stormøde i Vejen.

 

Efter tre timers deprimerende debat om milliardgæld, udygtige producenter, urimelige miljøkrav, uvidende politikere og tåbelige EU-regler skulle deltagerne have en positiv afslutning af køre hjem på. Stormødets arrangør, protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug, havde indkøbt en Gallup-undersøgelse af landbrugets forhold, og nu skulle analyseinstituttets dugfriske konklusioner præsenteres af bevægelsens direktør.

På forhånd var det annonceret, at der ville komme spændende nyheder frem, og direktør Lundsteen leverede da også et stærkt opmuntrende referat af Gallup-undersøgelsen, og han fik stort bifald.

Hvad de mange landmænd ikke kunne vide den aften i Vejen Idrætscenter var, at Lundsteen fuppede med Gallup-tallene.

Ifølge Gallup

Gallup-undersøgelsens tal og konklusioner blev fremlagt ved hjælp af 13 powerpoints. Der var tale om slides med en lang række positive postulater:

Danskerne bakker op om landbruget, har sympati for landbruget, er klar over at landbruget er presset, men har tiltro til erhvervets miljøtiltag. Danskerne ved også godt, ifølge Gallup, at dansk landbrug slås med flere miljøkrav end vore nabolande, at landbrugets miljøbelastning er faldet, og at Danmark er foregangsland inden for landbruget.

Alt sammen undersøgt, dokumenteret og konkluderet af GallupForum, hævdede direktør Vagn Lundsteen med henvisning til de 13 powerpoints. Og konklusionerne stod ganske tydelige at læse for enhver under overskriften: GallupForum – endelige resultater.

Problemet var bare, at de konklusioner havde direktør Lundsteen selv skrevet.

Uheldig sammenblanding

Underdirektør Camilla Kann Fjeldsøe hos Gallup har fået forelagt de 13 powerpoints, som Vagn Lundsteen præsenterede i Vejen. Undersøgelsen har siden stormødet ligget som en pdf-fil på foreningens hjemmeside. Direktør Fjeldsøe havde følgende reaktion:

“De tal, der er bragt i rapporten stammer fra Gallup og er korrekte. Det eneste ankepunkt, jeg har til rapporten, er, at det er umuligt at se, hvilke sider der stammer fra Gallup, og hvilke sider Bæredygtigt Landbrug selv har produceret. Jeg har påtalt det uheldige i, at man ikke kan skelne mellem det Gallup har lavet, og det kunden har lavet.”

Ifølge Camilla Kann Fjeldsøe har Vagn Lundsteen selv fremstillet seks af de 13 sider, og dem vil Gallup ikke tage ansvar for. Det drejer sig bl.a. om de sider, hvor der optræder konklusioner.

Hvad angår udformningen af undersøgelsen og formuleringen af de stillede spørgsmål, bekræfter direktør Fjeldsøe, at det altid foregår i et samarbejde mellem Gallup og kunden. Hun vedkender sig et medansvar for de spørgsmål, der er stillet i de 1046 webinterviews, som undersøgelsen hviler på.

Fornuftstridigt

Analyseekspert Kresten Roland Johansen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har gennemgået Gallup-undersøgelsen, og han er stærkt kritisk over for analyseinstituttet:

“Metoden er i orden, men konklusionerne kan jeg ikke finde dækning for i tallene. De er uklare. Tag f.eks. denne konklusion: Danskerne har sympati for landbruget som erhverv – det er der simpelthen ingen af tallene, der viser.”

Efter analyseekspertens mening er det selve formuleringerne, den er gal med.

“Min hovedanke går på, at Gallup har accepteret at bruge de generelt stærkt ledende spørgsmål. Der spørges på en sådan måde, at det ville være næsten fornuftstridigt at svare imod. Hvem vil ikke svare ja, når man bliver spurgt om, der skal være en grænse for, hvor langt danske politikere kan gå i forhold til at lægge særregler og afgifter over på dansk landbrug? Eller hvem ville svare ja til et spørgsmål, om Danmark skal skærpe miljøreglerne unødigt? Og vil ikke alle gerne slippe af med ”administrativt bøvl”?”

“Her dumper Gallup. Jeg er virkelig overrasket over, at de professionelle hos Gallup har ladet de her formuleringer slippe igennem. Det er simpelthen ikke i orden,” siger analyseeksperten.

Kresten Roland Johansen finder, at der er tale om klokkeklare eksempler på urimelig brug af ledende spørgsmål, og han ved, hvad han udtaler sig om. På forlaget Ajour har han netop udgivet en praktisk guide til spørgeskemaundersøgelser med titlen: ”En ny undersøgelse viser – eller gør den?”

Se de 13 powerpoints fra ”Gallup undersøgelse af landbrugets forhold” her.


Dokumentation: Se Vagn Lundsteens præsentation af undersøgelsen, hvor han bruger Gallup som kilde for konklusioner, der ikke er dækning for.

 

Del dette:
Udgivet i Miljøoplysninger

5 kommentarer til “Bondefup med Gallup-tal
  1. Joshua Pedersen siger:

    Hmm.. Ret tynd historie. Er det ikke nærmere Gallup, du burde kritisere? Landbruget har jo bare brugt den undersøgelse, som Gallup har lavet og dermed godkendt?

  2. Jeg sidder med den tanke, at det er lykkedes denne direktør Vagn Lundsteen at besnære en medarbejder hos Gallup til at medvirke til en forskønnet udgave af en talrække, der er i det såkaldte Bæredygtige landbrugs favør.
    Mig bekendt har han det lidt svært med virkeligheden, idet han jo har hævdet i et dagblad: at ingen danske skattekroner går til landbrugsstøtten til danske landmænd, pengene kommer fra EU.
    Så med vanlig skepsis fra den herres udsagn, så kan man da godt frygte, at han har fordrejet hovedet på en eller anden.

  3. Kære Mona. Tak for din åbenlyse store tillid til mine evner. Mon ikke du skulle arbejde med at finde virkeligheden igen. Fakta er 70 % af befolkningen faktisk synes godt om landbruget. Jeg ved, at du selv har landbrug, skulle vi ikke bare lægge våbene og samles om det væsentlige? Sikre at der er gode og billige fødevarer også i fremtiden, produceret af verdens mest miljøbevidste fødevareproducenter? Alternativet ønsker hverken du eller andre at tænke på.

  4. Hr. direktør. De 70 % De omtaler er sikkert et konfortabelt tal. Men det ændrer ikke ved den opfattelse, der er i den brede befolkning, at landbruget suger alt for meget i de kasser, som skatteindbetalerne betaler deres surt tjente penge til.
    Og trætheden over landbrugets konstante klynken over økonomi, onkurrence og ramme vilkår, den enorme gæld, den store giftsbelastning og andet er stigende
    Mit lille økologiske landbrug frembringer giftfri og billige madvarer, og søges netop grundet disse forhold, da mine kunder ikke kan holde alle de elendige udbud fra det industrialiserede landbrug ud. De vil have æg fra fritgående høns, kartofler dyrket uden tilsætning og persille der dufter og smager. Samt alt det andet.
    Der er ikke megen sandhed i miljøbevidstheden i det forkromede industrilandbrug, hvor produktionsprisen, produktionsmetoderne og den manglende dyreelfærd ikke levner nogen for for miljø og natur tilbage.
    Den ulidelige konkiurrence på verdensplan koster på hjemmebanen, vores lille land kan ikke brødføde resten af den rigeste del af verdenen, og ikke skabe rigdom hos dem, der forsøger det.

  5. Michael Bjørnbak Martensen siger:

    Historien er meget interessant – dels fordi den viser, at Gallup er til at købe for simpel manna, og at en interesseorganisation kører videre ud ad tangenten.
    Fint, at Aabenhedstinget tager historien op. Rubrikken er dog ikke dækkende.)

Skriv et svar til Mona Blenstrup Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser