Fire væsentlige systemfejl, der igen og igen bidrager til store politiske problemsager

Det er trist, hvis politiske beslutninger i Danmark fortsat skal give anledning til den ene kommissionsundersøgelse efter den anden. Sagerne er meget ressourcekrævende og slider på tilliden til politikere og myndigheder. Det er vigtigt at få gjort noget ved fire væsentlige systemfejl, der bidrager til, at problemer opstår igen og igen. (Kronik i Berlingske Tidende 20. december 2021).

1. Magt og ansvar hænger ikke sammen

For ministre og regering gælder kun overordnede rammer i grundloven og loven om ministeransvar. Uden styrelsesregler bygger beslutningsprocesser på aktuelle magtforhold i og mellem ministerier.

Minksagen viser kraftig styring fra Statsministeriet.

Justitsministeriet blev sat til at lave beslutningsgrundlaget for det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020. Beslutningen om aflivning af alle mink byggede på oplysninger om, at mutationer af minkvirus (cluster 5) kunne true effekten af vacciner. Usikkerhed i den sundhedsfaglige risikovurdering fra Seruminstituttet blev nedtonet, og der blev ikke inddraget oplysninger fra andre eksperter. Cluster 5-mutationen var faktisk forsvundet i nogen tid før mødet.

Oplysninger om manglende lovgrundlag stod i bilag, men blev ikke trukket frem i coveret (resumé). Ministrene fik materialet få minutter før mødet skulle starte om aftenen, det blev ikke læst, oplysning om manglende lovgrundlag blev ikke nævnt og muligheder for alternative løsninger blev ikke drøftet.

Styrelsesregler kunne klargøre, om ansvar alene hviler på ressortministeren, eller andre medlemmer, der ikke stemmer imod, kan få ansvar for medvirken til beslutning. Hvis det fastholdes, at ansvar alene hviler på ressortministeriet, bør det være et krav, at dette ministerium forbereder beslutningsgrundlaget. Sammenhæng mellem magt og ansvar er vigtig for at sikre kvalitet i beslutningsgrundlaget.

I Støjbergsagen blev ministeren advaret om, at beslutningen var ulovlig, men sagen viser behov for at klargøre basale styrelsesregler for ministerbeslutninger bl.a. om notatpligt og journalisering. Ministeren burde inden beslutningen være præsenteret for alternative lovlige beslutninger, og ministerens beslutning burde være betegnet som en instruks.

Dokumentation for beslutningsgrundlag og beslutninger kunne have sikret, at der ikke skulle bruges store ressourcer på efterfølgende at finde frem, hvem der vidste hvad og hvornår.

2. Spindoktorer medvirker i beslutningsprocesser

I Støjbergsagen traf ministeren reelt beslutningen med et hurtigt facebookopslag om ”barnebrude” den 25. januar 2016: ”Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen.”

De følgende dage indhentede Udlændingestyrelsen oplysninger fra flygtningecentre. Alle operatører oplyste, at de ikke havde set indikationer på tvang i nogen af de aktuelle tilfælde. Styrelsen forberedte en pressemeddelelse, der orienterede om praksis for adskillelse, hvor der var tvivl om tvang eller pres. ”Det drejer sig kun om ganske få tilfælde over tid, og Udlændingestyrelsen er meget opmærksom på problemstillingen.”

Denne pressemeddelelse blev ikke sendt ud. Styrelsen spurgte ministeriet, om det havde bemærkninger. I ministeriet kom en klar melding fra den særlige rådgiver Mark Thorsen: ”Kæmpe nej! De skal rette 100 pct. ind efter det Inger har meldt ud. Færdig. Punktum.”
   I ministeriet blev lavet udkast til pressemeddelelseuden undtagelsesmulighed ”antageligt efter ønske fra særlig rådgiver i ministeriet”, skriver Rigsretten. Efter en kort drøftelse 10. februar 2016 mellem Inger Støjberg, den særlige rådgiver og departementschefen blev pressemeddelelsen sendt ud.

I minksagen har særlige rådgivere også deltaget aktivt i beslutningsprocessen. Særlig interessant var en sms, Mogens Jensen fik fra sin særlige rådgiver Søren Andersen kort inde i regeringsudvalgets møde: ”Hun kommer simpelthen til at kalde os uforsvarlige og sige, at vi ikke tager det alvorligt, når du foreslår vores linje. Det er altså vildt.” Ved afhøringen i minkkommissionen blev Mogens Jensen spurgt, om ”hun” kunne være statsministeren. Han svarede: ”Ja det kunne det være. Det kan også have været departementschefen” (Politikens referat 12.11.21). På mødet i regeringsudvalget tog Mogens Jensen ikke ordet for at præsentere Fødevareministeriets indstilling om en ”dvalemodel”, hvor minkavlerne kunne beholde avlsdyr.  

Særlige rådgivere kan både varetage partipolitiske og forvaltningsmæssige funktioner. I praksis bliver funktionerne ikke holdt adskilt, og særlige rådgivere præger ofte ministeriers information til offentligheden med spin. Støjbergsagen og minksagen viser, at særlige rådgivere også er aktive ved sagsbehandling og har væsentlig indflydelse.

3. Ansatte mangler tryghed til at sige fra

Det fremgår af Rigsrettens dom, at embedsværket prøvede at overtale Støjberg til en undtagelsesmulighed. Ministeren fik at vide,at det kun i ganske få tilfælde kunne forventes at være ulovligt at adskille de berørte par. Rigsretten skriver, at denne rådgivning ikke var retvisende og ”må ses i lyset af det pres, Inger Støjberg forinden havde lagt på embedsmændene.”

Da Støjbergs ulovlige instruks var en realitet, blev den gennemført i en periode, uden at embedsværket sagde fra trods viden om ulovligheden.

I minksagen er fremlagt en række eksempler på grov tone i sms’er fra toppen af Statsministeriets embedsværk. ”Luk lortet” og ”total fej kujon” tyder ikke på, at det har været nemt at komme frem med oplysninger og vurderinger, der ikke passede til ledelsens syn. Aflivningen af alle mink i landet blev gennemført uden at ansatte sagde fra trods viden om ulovligheden.  

Sagerne viser stort behov for at styrke ansattes ret til at sige fra. Hidtil har manglet sikkerhed mod repressalier fra ledelsen. Nye regler for whistleblowere, der trådte i kraft 17. december, kan give muligheder.

Whistleblowerloven blev vedtaget i juni på baggrund af et EU-direktiv. Reglerne styrker ansattes sikkerhed mod alle former for repressalier, hvis de indberetter til en særlig whistleblowerordning på arbejdspladsen eller ved Datatilsynet. Behandling af indberetninger kan tage måneder og sikrer ikke hurtig reaktion for at få standset ulovligheder.

Folketinget kunne i loven have sikret ansatte mod repressalier ved direkte meldinger til ledelsen, men gjorde det ikke. Uanset lovens tavshed har ansatte dog mulighed for beskyttelse ved direkte meldinger, hvis de samtidigt indberetter til en whistleblowerordning. Muligheden vil forhåbentlig blive brugt, når det er vigtigt for at for at varetage samfundets interesser.

4. Lukkethed om beslutningsgrundlag

Offentlighedsloven har en række brede undtagelser for dokumenter for at beskytte beslutningsprocesser. Undtagelser bliver forsvaret med, at ansatte og politikere skal have et frirum til overvejelser og forhandlinger uden offentlighed. Problemet er, at de brede undtagelser også kan og bliver brugt til at hemmeligholde det faglige grundlag for beslutninger.

I Støjbergsagen blev instruksen om adskillelse af unge flygtningepar givet 10. februar 2016. Udlændingeministeriet havde dagen før kontakt til Justitsministeriet, der bekræftede, at adskillelse uden undtagelsesmulighed ville være ulovlig. Justitsministeriets vurdering blev 19. februar sendt skriftligt til Udlændingeministeriet. Flere journalister fik afslag på aktindsigt i Justitsministeriets svar med henvisning til offentlighedslovens brede undtagelse om ministerbetjening.

Offentlighed om Justitsministeriets faglige vurdering kunne måske have presset den daværende regering til at sætte Støjberg på plads, og den ulovlige adskillelse kunne hurtigt være stoppet.

I minksagen lukkede ministerier helt for aktindsigt fra november 2020 med henvisning til offentlighedslovens ”generalklausul” for ”private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdet særlige karakter er påkrævet.” Den luftige begrundelse var, at offentlighed kunne skade undersøgelser i en kommission, som Folketinget overvejede at nedsætte.

Minksagen viser, at lukkethed kan friste til usaglig kommunikation og sløseri ved beslutningsgrundlag. Den systematiske sletning af topplacerede aktørers sms-kommunikation i sagsbehandlingen har oveni vist en total mangel på respekt for krav til dokumentation og kontrol.  

Væsentlige ændringer i offentlighedsloven er nødvendige for at sikre demokratisk kontrol. Ansatte og politikere skal naturligvis kunne udveksle idéer og forhandle uden offentlighed, men ret til aktindsigt i beslutningsgrundlag skal sikres.

Del dette:
Udgivet i Analyser, Olufs blog

En kommentar til “Fire væsentlige systemfejl, der igen og igen bidrager til store politiske problemsager
  1. Kurt Birkedal siger:

    Hensigten med ændringen af offentlighedsloven havde baggrund i en dårligt skjult dagsorden, hvor det skulle blive lettere for politikerne at tilsløre / fjerne sagsakter som var ubekvemme at få offentligtgjort.
    Hvorfor er de samme politiker nu så forarget over konsekvenserne af den ændring?

Skriv et svar til Kurt Birkedal Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser