Danmark er ikke fri for korruption, erkendte statsministeren i denne uge ved åbningen af Transparency Internationals konference i København om antikorruption. Erkendelsen kom efter den seneste tids afsløringer om svindel med satspuljemidler, kæmpesvindel ved tilbagebetaling af udbytteskat og Danske Banks gigantiske hvidvaskning af kriminelle midler.
Regeringen fremlagde til konferencen en plan til bekæmpelse af korruption. Den nævner nogle indsatser, der er sat i gang mod hvidvask og skatteunddragelse. De er nødvendige, men langtfra tilstrækkelige. Natascha Linn Felix, formand for Transparency International, Danmark savner initiativer om: “Gennemsigtighed om privat partistøtte. Øget beskyttelse af whistleblowere. Klare regler for gaver til folketingsmedlemmer. Og så offentlighedslovens lukkethed” (Nordjyske, 23/10).
I denne blog vil jeg nævne nogle eksempler på, hvordan offentlighed kunne bidrage til forebyggelse og bekæmpelse af svindel.
Skatteopkrævningens kollaps
Den danske skatteforvaltning er generelt lukket. Det gælder ikke kun personers men også virksomheders betaling af skat. I 2005 blev lukketheden forstærket, da afgifter og told kom ind under skatteforvaltningslovens strenge tavshedspligt. Samtidigt blev skatteopkrævningen centraliseret og kollapsede derefter på grund af nedskæringer og mislykkede it-projekter.
De øvrige nordiske lande har offentlighed om en række skatteoplysninger. Finland har størst åbenhed om virksomheders skatteforhold bl.a. om de enkelte virksomheders skattelettelser for investeringer, skatterestancer og registre over momsskyldige.
En tilsvarende offentlighed i Danmark ville have givet incitamenter til at sikre skatteopkrævningen, før omorganisering og it-projekter blev sat i søen eller en hurtigere reaktion, da det gik galt.
Svindlen med tilbagebetaling af udbytteskat
Som en undtagelse fra den generelle lukkethed i Danmark blev i 2012 åbnet for oplysninger om selskabers skattepligtige indkomst og den beregnede skat. Desværre blev der ikke sikret offentlighed om den faktiske betaling og heller ikke om udbytteskat og tilbagebetalingen af udbytteskat til udenlandske aktionærer.
Offentliggørelse på nettet om de enkelte tilbagebetalinger med klar identifikation af modtager, beløb, aktiepost, tidspunkter for handel med aktiepost og andre relevante oplysninger kunne bidrage til et værn mod svindlen.
Ulovligheder og vilde spekulationer i finanssektoren
Finanssektorens økonomiske transaktioner har store samfundsmæssige konsekvenser. Giganter i finanssektoren bidrog aktivt til finanskrisen, der ramte verden i 2008. Nogle fik gigantisk høje fortjenester, mens store dele af verden kæmpede med nedgang og usikkerhed.
Nu er det kommet frem, at nogle af de største investeringsbanker i verden har medvirket ved finansieringen af svindlen med tilbagebetaling af udbytteskat.
En række banker i Danmark har rådgivet og bistået til placering af midler i skattely, og Danske Bank har i en årrække hvidvasket gigantiske milliardbeløb.
Bankers medvirken til skatteunddragelser og hvidvaskning viser, at Finanstilsynets kontrol har været alt for slap. En særlig tavshedspligt for Finanstilsynet betyder, at offentligheden ikke kan få noget at vide.
Offentlighed om nøgletal for de enkelte finansvirksomheder kunne have væsentlig betydning for kunder, aktionærer, ansatte og politikere. Det gælder f.eks. oplysninger om de enkelte finansvirksomheders beholdninger af finansielle produkter og anvendelse af forskellige finansielle instrumenter.
Nye krav om indberetninger til Finanstilsynet og offentlighed om nøgletal kan være nogle af de midler, der må tages i brug for at genetablere demokratisk kontrol med samfundsudviklingen og tillid til finanssektoren. Personer med særlig indsigt i økonomiske transaktioner vil kunne vejlede om, hvilke krav der vil være nyttige.
Svindel med satspuljemidler
De enkelte bevillinger fra satspuljen har ikke været undtaget fra aktindsigt, men svindel har kunnet foregå, fordi ingen har haft overblik.
Afslutningen i Statsrevisorerne beretning 2015 om satspuljen lyder: “Undersøgelsen viser desuden, at der mangler et enkelt og gennemskueligt overblik over, hvad satspuljemidlerne anvendes til, så politikere og borgere/offentligheden kan se, hvordan midlerne er fordelt på fx målgrupper, fagområder og typer af indsatser.” Se beretningen
Trods klare advarsler har Finansministeriet ikke sikret overblik over bevillinger og de faktiske træk på de enkelte bevillinger. Hverken ansatte eller revisorer har kunnet følge med, og offentlighed var i praksis sat ud af kraft. Dermed blev det nemt at svindle.
Et elementært bidrag til kontrol kunne etableres ved offentliggørelse af oplysninger om de enkelte bevillinger, udbetalinger, sagsbehandlere, modtagere, rapportering om udførelsen af opgaver mv.
Tilskud og støtte ud i det blå
Myndigheders og revisorers kontrol med udbetaling af tilskud og støtte til virksomheder og organisationer er nødvendig, men ikke tilstrækkelig.
Offentliggørelse kan være et vigtigt supplement, der sikrer muligheder for, at borgere, konkurrerende virksomheder, interesseorganisationer og medier kan opdage fordelingen af midler og gøre opmærksom på, hvordan de bliver anvendt.
Det handler ikke kun om satspuljemidler. Rigsrevisionen har i denne måned afleveret en rapport om Fiskeristyrelsens meget lemfældige fordeling af EU-midler. Rapporten afslører, at en række virksomheder og personer inden for fiskeriet har modtaget støtte i strid med reglerne.
Efter langvarig kritik og pres fra en gruppe journalister tog EU for nogle år siden offentliggørelse i brug som middel til at styrke kontrollen med landbrugsstøtte. Forordning 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik kræver, at medlemsstaterne sørger for offentliggørelse af navne, beløb og hvilke foranstaltninger, der er støttet.
Lignende ordninger ville være nyttige ved andre støtteordninger til virksomheder og organisationer.
Budgetter og regnskaber med store variationer
Myndigheders offentliggørelse af budgetter og regnskaber med oplysninger om de enkelte bevillinger og forbrug burde være en selvfølge, men der er vi langtfra.
Nils Mulvad lavede i 2012 en undersøgelse over myndigheders åbenhed. Den viste, at et pænt antal kommuner lagde både budgetudkast og vedtagne budgetter på hjemmesiden, mens kun få statslige myndigheder gjorde det.
Undersøgelsen viste også store variationer i myndigheders offentliggørelse af regnskaber. En række kommuner offentliggjorde regnskaber med underkonti og enkelte med søgemuligheder f.eks. for leverandører. Statslige myndigheders offentliggørelse af regnskaber var typisk begrænset til hovedkonti eller var helt fraværende. Se Mulvads analyse
Myndigheders økonomiske dispositioner kan hemmeligholdes
Offentlighed om økonomiske dispositioner styrker fair konkurrence og værner mod nepotisme.
Indtil 2014 var der åbenhed om offentlige myndigheders betaling for varer og tjenester. Ved ændringen af offentlighedsloven i 2013 blev undtagelsen for forretningsoplysninger stærkt udvidet med en “klar formodning” om, at offentlighed vil skade. Hverken politikere eller offentlighed opdagede denne ændring, der blev lusket igennem i lovforslagets bemærkninger.
Pris betragtes som en forretningsoplysning, og med ændringen er det blevet muligt for offentlige myndigheder at skjule, hvad de betaler.
Den nye formodningsregel betyder, at en myndighed ved anmodning om aktindsigt, må spørge virksomheden, der er indgået aftale med. Hvis virksomheden kan give en relevant grund til, at aktindsigt i prisen vil skade den, er det normalt nok til, at myndigheden kan hemmeligholde prisen.
Hvis både forvaltningen og virksomheden synes det er bedst at holde prisen skjult, er det blevet nemt at sikre hemmeligholdelse. Hvis virksomhedens udtalelse i første omgang er for generel, må myndigheden høre virksomheden igen og kan vejlede virksomheden om, hvordan den kan henvise til risici for tab i den hårde konkurrence i branchen.
Offentliggørelse som præventivt middel
Der skal ikke være offentlighed om alt. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold skal beskyttes. Specifikke oplysninger om virksomheders produktionsmetoder, produktudvikling og forretningsstrategier bør beskyttes.
Oplysninger om udbytteskat, offentlige tilskud til virksomheder og organisationer, priser for offentlige indkøb er ikke oplysninger, der bør beskyttes. Karakteren og omfanget af finansvirksomheders økonomiske transaktioner bør heller ikke.
Regulering, myndighedskontrol og sanktioner er nødvendige, men ikke nok. Offentliggørelse kan give vigtige incitamenter til: demokratisk kontrol, grundighed hos myndigheder, værn mod svindel, fair konkurrence mellem virksomheder og tillid til vigtige aktører i samfundslivet.
Vi har kun så lidt korruption, fordi de fleste danskere mener at det er det vi har. Og pga at det er den korruption der bliver fanget. Statistikkerne er basseret på tro/overbevisning ikke på facts. For de findes ikke.
Danmark ligger ikke nummer 1 2 eller 10 på verdensranglisten for verdens mest nuttede land. Det står meget værre til.