Politikerne lukker for indsigt med ministerbetjening

Af Lars Rugaard – indlæg på Åbenhedstingets konference
Når man læser betænkningen om offentlighedsloven ser man, at et hovedformål er at beskytte den politiske beslutningsproces. Den bruges der mange ord på – og det er der god grund til, for da regeringen i 2002 nedsatte og i et eller andet omfang sammensatte kommissionen, udbad den sig specifikt overvejelser om, hvad der kunne gøres for den politiske beslutningsproces.

Så – udgangspunktet for at lade ministerbetjening på alle niveauer på kryds og tværs af statsadministrationen være unddraget aktindsigt – den er politisk – det er politikerne, der ønsker at få lukket af for nysgerrige øjnes mulighed for at opdage, hvordan de sørger for at få nå deres politiske mål.

At der er embedsmandsinteresser impliceret i den konstruktion, er åbenlyst. Men det ændrer ikke ved, at det er landets politiske ledelse, der vil fjerne den udvidelse af åbenheden, der er sket siden den nu gældende offentlighedslov trådte i kraft nytårsmorgen i 1987.

Argument for indskrænkningen
I argumentationen for indskrænkningen af åbenheden er det væsentligste argument, at samarbejdsformerne i statsadministrationen har udviklet sig siden 1987, og at det betyder, at ministerbetjeningen nu ikke længere kun omfatter de embedsmænd, en minister er omgivet af i selve departementet. Nu er alle med, uanset om de sidder i underordnede styrelser eller i andre ministerier.

Den udvikling siges at have været i gang længe og det betyder med andre ord, at Danmark er blevet mere åbent – mere demokratisk kunne man sige – og at det skal der ikke blot sættes en stopper for – vi skal tilbage til det, man kunne kalde nulpunktet, altså situationen, som den var i 1987.

Med en let omskrivning af Bert Brecht kan man sige, at politikerne har mistet tilliden til folkets evne til at kunne administrere al den åbenhed.

Følge med og føre kontrol
Den nye åbenhed blev fulgt på vej med den daværende justitsministers påmindelse om, at “Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.”
Har man så kunnet det – følge med og føre kontrol?

Hent hvidbogen her.

Hvert eneste år afslører pressen sager, der viser, at ikke alt går rigtigt til. Min kollega Erik Valeur og jeg har med bistand fra et stort antal kolleger set på en række af de sager, og resultatet er en journalistisk hvidbog, som de, der ikke allerede har fået den, kan tage med hjem til yderligere granskning.

Meget kort viser den to ting – det er for det første meget langt fra let at afsløre noget i Danmark under den gældende lov. Systemets evne til at afspore processen er overordentlig veludviklet. Og det andet er, at det bliver langt værre, hvis ministerbetjeningen bliver vedtaget.

Beskæftigelsesministeren bestilte undersøgelse
Tag nu for eksempel den sag, vi behandler som eksempel 3 på side 90 – beskæftigelsesministeren vil have lagt aktiveringen af ledige ud til kommunerne og hans ministerium bestiller så en undersøgelse, der – som det siges – kan vende debatten.

For i følge debatten er kommunerne ikke særlig gode til aktivering. Der gives også anvisning på, hvordan det kan gøres: Man skal – lidt forenklet sagt – sammenligne kommunernes resultater med aktivering af korttidsledige med Arbejdsformidlingens resultater med langtidsledige.

Det har kunnet afsløres – og er blevet afsløret – under den gældende lov, og den enkelte borger og pressen har kunnet følge med i, hvordan det rent faktisk er gået til under dette eksempel på offentlig forvaltning – og så har de kunne tage stilling til, om de så synes, at det er gået rigtig til.

Ministerbetjening i dansk åbenhedspolitik
Det kan de ikke, hvis der går ministerbetjening i dansk åbenhedspolitik. Selvom man kan sige, at det er ministeren og hans ministerium, der rådgiver andre embedsmænd om, hvordan de når det bedste resultat, ja, så er det her ministerbetjening som beskrevet i § 24 i det lovudkast, offentlighedskommissionen har fremlagt.

Det er rigtigt, at der i lovudkastet er nogle ny og gamle bestemmelser, som jurister mener, kan give muligheder for indkig i ministerbetjeningsdokumenter. Måske de har ret i nogle tilfælde – måske kan man ved hjælp af dem få adgang til uddrag og lignende.

Under den gamle lov tog det så lang tid at få ret til papirerne, at aktiveringen var lagt over til kommunerne, da afsløringen kom. Vort skøn er, at den nye, overordentligt komplicerede lov betyder, at det vil tage endnu længere tid. Der er simpelthen endnu flere fortolkningsmuligheder end nogensinde.

Bestillingsbrev specifikt undtaget
Det vil der dog ikke være i aktiveringssagen – når det gælder denne konkrete sag, hjælper ingen kære mor eller venligtsindet fortolkning – sådan et bestillingsbrev, der afslører denne sag, er specifikt undtaget fra aktindsigt i betænkningen.

Eksemplet er valgt, fordi det handler om noget overordentligt væsentligt – nemlig vælgernes mulighed for selv at tage stilling til, om alt går rigtigt til i forvaltningen, som det blev sagt op til den gældende lovs ikrafttræden.

I demokratiet slås man som bekendt på argumenter. Derfor er ytringsfriheden noget meget helligt. Men hvad er retten til at sige sin mening værd, når man ikke har adgang til at se, at ministerens påstand om, at kommunernes er bedst til at aktivere, er resultatet af et stykke bevidst manipulation? Ytringsfrihedens værdi har også noget at gøre med kvaliteten af det, man siger.

De tamilske flygtninge
Jeg vil nævne anden sag, som ikke er med i hvidbogen – en gammel sag, der også handler om muligheden for at følge med i, hvordan virkeligheden kan behandles i ministres nærvær.

Vi skal 13 år tilbage.

I begyndelse af 1997 er muligheden for at hjemsende tamilske flygtninge til Sri Lanka igen engang et hedt politisk emne.

Udlændingestyrelsen, som det kære barn hed på det tidspunkt, sender i slutningen af februar to ledende medarbejdere sammen med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp ned for at undersøge to ting:

• For det første, om det er så let at skaffe udrejsepas, som flygtningene hævder.
• For det andet, om tilbagesendte risikerer vilkårlige arrestationer, sådan som det også hævdes.

14 dage efter havner en notits med det foreløbige resultat af rejsen på indenrigsministerens skrivebord. Den beretter, at det er let at få pas, og at der er risiko for vilkårlige anholdelser. Derudover mener de udsendte, at der er grund til at holde igen med udsendelserne, mens sagerne undersøges.

Dagen efter skulle sagen behandles i et samråd i Retsudvalget. Men det sker ikke – ministeren er optaget.

Tre dage senere har Udlændingestyrelsen produceret en ny notits om undersøgelsesresultaterne, og her er omtalen af den lette adgang til pas og risikoen for vilkårlige anholdelser forsvundet. Konklusionen er, at flygtninge kan hjemsendes som hidtil.

Den sag blev fortolket vidt og bredt for godt 13 år siden, og vælgerne fik under alle omstændigheder noget at vide, som de kunne forholde sig til – gik alt rigtigt til eller ej.

Det vil jeg lade ligge og blot konstatere, at den sag ikke lader sig afsløre gennem aktindsigt efter indførelsen af ministerbetjening. Det er tale om notitser, der er beregnet på ministerbetjening, og de er alt andet lige beskyttet materiale.

Email kan være slettet
Den hvidbog, vi har skrevet, beskæftiger sig med muligheden for at få lovlig aktindsigt med anvendelse af de regler, der er knyttet til aktindsigt i offentlige dokumenter.

Men i virkelighedens verden, er åbenhed meget andet end aktindsigt.

Tag nu f.eks. E-mailsagen om privatsygehusepriserne, som kollega Astrid Fischer gennemgik. Den startede med anonyme kilders oplysninger om, at der blev givet besked på at slette problematiske e-mails. Om det er sket, venter vi stadig på at få fastslået.

Læsere af hvidbogen vil kunne se, at den sene aktindsigt i e-mails teknisk set ikke nødvendigvis udelukker, at der er sket sletninger, som det blev hævdet.

Men det er kilderne – de anonyme – der er det mest interessante. Anonyme kilder har været der hele tiden, men hidtil har deres indsats fortrinsvis været at sætte journalister på sporet af afslørende dokumenter, som kunne fremskaffes ved aktindsigt.

Sådan vil det ikke være fremover.

Set fra en snæver betragtning kunne det ligne et problem for journalisten først og fremmest, men det behøver det ikke at være. For kilden kan have udleveret afslørende dokumenter.

Men i modsætning til situationen nu, så ved politikerne og embedsmændene ikke nødvendigvis, hvad pressen har på sagen. For de ved ikke, hvad der er givet som aktindsigt.

Fristelsen for at tale udenom, som en toppolitiker kaldte det for nylig, kan blive for stor, og så risikerer sagen at blive til en sag om vildledning med mere.

Gravehold spilder ikke år med aktindsigt
Tilbage til Sri Lanka-sagen.

Den foregår i et andet land, og i et Danmark, der lukker af for sine dokumenter. Det vil være naturligt at afprøve påstanden om, at alt er i orden i Sri Lanka – i Sri Lanka.

Det er i et vist omfang sket i årevis – indskrænkningen af åbenheden vil gøre det til noget næsten uundgåeligt.

Man behøver ikke at have anonyme kilder for at vide, at dansk presse netop i disse år opruster og gør sig klar til at grave afsløringer frem – og meningen er ikke, at graveholdene skal spilde år på at skaffe sig viden gennem en indskrænket adgang til aktindsigt.

Og så er der jo det internationale afslørende system, som man kan trække på.

WikiLeaks er ny åbenhedsaktivisme
Vi har set, hvordan gigantiske mængder af belastende, hemmeligholdte dokumenter er blevet spredt gennem WikiLeaks. Hvor slemt det er for berørte magthavere ses af deres energiske indsats for at få sat en stopper for denne form for ytringsfrihed.

Om det lykkes, er spændende, men ikke afgørende.

For WikiLeaks er ikke blot en irriterende medspiller for politikerne. WikiLeaks er et symptom på en verden, hvor tilstrækkelig mange ikke vil affinde sig med den smule åbenhed, deres politikere tilmåler dem, men kræver mere.

Akkurat som miljøaktivister og menneskeretsaktivister har tvunget politikere ind på nye og vanskelige politikområder.

Åbenhedsaktivisme har vi hidtil ikke oplevet meget til her i Danmark udover måske Grevill-sagen om afsløring af hemmeligheder om Irak-krigen – afsløringer der nærmest er vand i forhold til, hvad Wikileaks har fortalte os.

Åbenhedslov med demokratisk ideal
Den er heller ikke uproblematisk, denne åbenhedsaktivisme. Og den er formentlig uundgåelig. Men en god måde at sikre en ansvarlig udvikling er, at politikerne genskaber troen på, at borgere og presse i et demokrati skal kunne følge med i, at alt går rigtigt til i forvaltningen.

En god begyndelse vil være at lave en åbenhedslov, der tager afsæt i demokratiske idealer om borgernes kontrol med magten frem for først og fremmest at sikre magten mod vælgernes indblanding.