SYNSPUNKT: Redaktører og journalister svigter kildebeskyttelse

Journalister og især redaktører roder rundt i de grundlæggende journalistiske metoder om kildebeskyttelse. En række sager viser, at hele faget trænger til en dybtgående debat om forholdet til fortrolige kilder.

Forfatteren til biografien om Kenneth Plummer, Kurt Lassen, valgte at bryde sin aftale, og offentliggøre en samtale med Kenneth Plummer, der ellers var lovet til baggrund. I løbet af få dage førte det til Kenneth Plummers afgang, og at en række journalister faldt over Kurt Lassen for at have viderebragt udtalelserne. Nu vil ingen formentlig tale fortroligt til Kurt Lassen mere, ligesom det vil være sværere for andre journalister at få kilder til at tro på løfter om fortrolighed.

Sagen er et godt eksempel på, hvordan topfolk forsøger at udnytte muligheden for at tale til baggrund til at vikle en journalist ind i oplysninger, som ikke kan bruges og dreje historien i en anden retning. Det misbrug vokser, og det betyder, at vi som journalister må være gode til at sige fra, når det sker.

Det vil sige, at vi på forhånd skal gøre klart, at kildebeskyttelsen ikke er et redskab for magthaverne til at styre os og historiestrømmen, men et redskab til at beskytte kilder, der kommer i klemme, hvis det bliver kendt, at de har videregivet oplysningerne.

I Kurt Lassens tilfælde burde han med det samme have oplyst Kenneth Plummer om, at han her var gået over stregen, og at dette lå ud over aftalen, der hermed ikke længere gjaldt. Det er dumt at lade som om, at aftalen gælder og så efterfølgende bryde den, sådan som Kurt Lassen gjorde.

Urimelig Politiken-kritik af Berlingske
En anden nylig sag er den tidligere Politiken-chefredaktør Bo Maltesens angreb på Berlingske-journalist Morten Frich for sin kildebeskyttelse i rocker-sagen. Det er den sag, der nu skal afgøres i Højesteret. Bo Maltesen skriver, at kildebeskyttelses-kortet blot bruges til at dække over, at Berlingske mangler dokumentation.

Normalt er det godt, når medier er kritiske over for hinanden og især hinandens historier. Men netop i sager om kildebeskyttelse bør man være ekstra varsom.

Vi er i stigende omfang nødt til at kunne sikre kildebeskyttelse for at få folk til at turde at fortælle om de reelle forhold i lukkede miljøer som rockere, regering, virksomheder og myndigheder.

Kildebeskyttelsen er et af de midler vi har generelt i journalistik til alligevel at overtale folk til at give os oplysningerne, så vi kan få dem frem. Derfor er det et kort vi ikke skal undergrave, med mindre vi er meget sikre på, at det netop er snyd og dækker over manglende research.

Netop i tilfældet med Morten Frich tvivler jeg meget på det. Manden er metodemæssigt meget stærk. Der plejer kort sagt at være pinlig orden i sagerne i form af dokumentation, når han skriver en historie.

At han skulle bruge et så billigt trick som kildebeskyttelse for at komme let til en historie er helt urealistisk. Der bør være et langt stærkere grundlag for at skrive det, som Bo Maltesen gør. Ellers bør han tie stille.

Fri Aktuelt jagtede hemmelig bank-kilde
Dengang Morgenavisen Jyllands-Posten i slutningen af 1990’erne afslørede Danske Bank for at fifle med Hafnia-emissionen, belåningen til Mærsk og en række andre sager, havde det dengang Lisbeth Knudsen ledede ”Det fri Aktuelt” travlt med at prøve at finde den hemmelige kilde tæt på bestyrelsen i Danske Bank, som havde lækket papirer i bestyrelsen.

På et årsmøde i Foreningen for Undersøgende Journalistik tog jeg dette op som en af de største trusler mod ordentlig undersøgende journalistik på det tidspunkt. Hvis vi øgede jagten på hinandens hemmelige kilder, vil vi lægge gift ud for undersøgende journalistik.

Den senere chefredaktør på BT, Arne Ullum, og den nuværende nyhedschef på Kristeligt Dagblad, Jeppe Duvå, forsvarede i den efterfølgende diskussion Det fri Aktuelts jagt på Jyllands-Postens hemmelige kilde. Deres argument var, at det var en nyhed med en sådan splittelse i bankens bestyrelse og derfor relevant at jagte lækken.

Selvfølgelig er en splittelse spændende, men altså ikke nok til at jagte den slags kilder. Hvis det var lykkedes at finde kilden, havde den langsigtede skadevirkning været enorm – blot for en enkelt og relativ ligegyldig historie i den store afsløring af Danske Bank – og en historie som endda havde fjernet muligheden for at få flere historier frem.

TV2 beskytter Forsvarsministeriets top
I sagen med lækken fra Forsvarsministeriet om, at danske jægersoldater skulle på tophemmelig mission til Irak, er forvirringen om metoder og den langsigtede skadevirkning for faget også stor.

Her hævder TV2s nyhedsdirektør Michael Dyrby, at redaktionen tager kildebeskyttelsen alvorligt, og at han derfor sendte Kaare R. Schou hjem på ubestemt tid for at have udtalt, at kilden kom fra Forsvarsministeriet.

Mange har allerede argumenteret for, at kildebeskyttelsen ikke skal bruges til at dække magthavernes manipulationer. Det er et af de centrale punkter. I befolkningen bliver mediernes håndtering af den sag opfattet som, at ikke bare TV2, men en række andre medier kender lækken, beskytter den, og at det er dem, der fortæller sandheden, der får lukket munden.

Mange politikere, embedsmænd og andre organisationsfolk fortæller ofte journalister oplysninger, som de ikke vil citeres for. Her er det en god metode at respektere en sådan aftale. Men den metode bliver i stigende omfang benyttet af spindoktorer og andre magthavere til at styre nyhedsstrømmen.

Det er netop det, som hele kildebeskyttelsen skal være med til at bringe uorden i – så vi i stedet for den strømlinede og styrede nyhedsstrøm kommer tættere på sandheden.

Historien om danske jægersoldaters tophemmelige mission til Irak er ikke en whistleblowers hjælp til at få sandheden frem som i Danske Bank, men formentligt et forsøg på at fremstille forsvaret og regeringen som handlekraftig.

Da den kommer frem, er historien ikke den store kioskbasker, men den har afgørende betydning, da Forsvarsministeriets ledelse i 2009 anklager jægersoldaten Thomas Rathsack for at beskrive ting i sin bog, der er langt mindre betydningsfulde end denne sag.

I historien om irak-missionen for jægersoldaterne er det rigtigt af journalisten bag den oprindelige historie, Rasmus Tandholt, ikke at afsløre sin kilde, og at redaktionens ledelse støtter ham i det. Men det er helt forkert, at hele TV2 og de øvrige medier, der kender til lækken, at holde den skjult. Det er forkert at forfremme Michael Dyrby lige oven på en sådan fatal bommert omkring de journalistiske metoder og at straffe de journalister, der hjælper med at få dele af sandheden frem.

Det svækker mediernes troværdighed i befolkningen og medvirker ikke til, at nye whistleblowers tør gå til medierne med deres oplysninger. Og det forvirrer unge og gamle journalister – hvordan skal de forholde sig til kildebeskyttelse, når redaktører har så svært ved at gøre det rigtigt.

Forhåbentlig er de nye journalister skarpere metodemæssigt end redaktørerne.

Kildebeskyttelsens metoder
Kilder kan tale til baggrund, og de kan tale med garanti om kildebeskyttelse. Det er to forskellige ting. Når de taler til baggrund, er det ofte som led i en forresearch til en historie, hvor man efterfølgende aftaler, hvad man kan citere dem for, og hvad der skal dokumenteres på anden vis.

Kildebeskyttelsen er først og fremmest en journalistisk metode, hvor vi hjælper whistleblowers til at holde deres identitet hemmelig, så vi kan få de rigtige historier frem og ikke kun de dele og den virkelighed, som magthaverne i regeringen, og organisationer som bl.a. Hells Angels ønsker.

Derfor er kildebeskyttelse ikke i journalistisk metodemæssig forstand underlagt de grænser, som loven fastsætter. Vi går længere. Har vi lovet en kilde beskyttelse, så holder vi det løfte, selv om en evt. straframme for kildens forbrydelse er fire år eller mere.

Selv om vi med kildebeskyttelsen ikke går så vidt som til at garantere mod aflytning og andre avancerede metoder, så gør vi hvad vi kan for at sikre kilden også mod den slags afsløring.

Og nu hvor magthavere og spindoktorer udnytter den journalistiske kildebeskyttelse til at plante og fremme historier, der sætter dem i det ønskede lys, så indskærper vi dem, at kildebeskyttelsen ikke er et frikort til at misbruge medierne.

Del dette:
Udgivet i Aktindsigt, Mulvads blog

2 kommentarer til “SYNSPUNKT: Redaktører og journalister svigter kildebeskyttelse
  1. Michael Bjørnbak Martensen siger:

    Kommentaren lægger fint op til en debat, som jeg meget håber, I som institution vil bidrage til – på en aktiv måde.
    Jeg vil bidrage med et eksempel, hvor jeg mener vi skal bryde aftalen UDEN at informere kilden om, at nu er oplysningerne gået over stregen.
    Hvis jeg interviewer en politiker, der fortæller mig om, at han er ved at sælge til en terrorbande Danmark, vil jeg straks gå til myndighederne med informationerne – og jeg vil meget overveje at publicere informationerne på en eller anden facon.
    Og den mulighed mener jeg er relevant, fordi politiet står med nogle beviskrav for at gå videre med deres arbejde, hvor vi som journalister alene har kravet om, at informationerne er forelagt journalisten.

  2. Jeppe Duvå siger:

    Kære Nils Mulvad
    Selvfølgelig skal en journalist beskytte sin kilde, hvis det er aftalt, at kildens identitet ikke skal frem. Men er journalister på andre medier omfattet af denne journalists fortrolighedsløfte? Naturligvis ikke. Modsat hvad du – så vidt jeg forstår dig – prøver at indføre som en grundregel blandt journalister, så findes der faktisk ikke et sådant alment gældende tavshedskrav blandt alle journalister. Det ville da også etisk set være ret bekymrende, hvis f.eks. Jyllands-Postens journalister automatisk bliver underkastet et løfte, som en journalist på f.eks. Information finder på at afgive til sin kilde. Det ville betyde, at alle journalister skulle hæfte for hinanden. Hvem sagde loge? Nej, i et frit samfund består en del af den demokratiske kontrol i, at medierne kan kontrollere hinanden. Holder konkurrentens historie? Er den hemmelige regeringskilde troværdig? Er der lumske motiver eller dagsordener (som mediet måske ikke selv kan gennemskue) bag de oplysninger, en anonym kilde lader sive? Alt dette gør, at det absolut er et gode, at den ene journalists aftaler ikke binder journalisten på et andet medie. Det, som en journalist bringer ud til offentligheden og dækker ind under kildebeskyttelsen, kunne jo – det er immervæk sket et par gange både herhjemme og ude i den store verden – være løgn og påhit. Det skal andre medier naturligvis kunne gå efter i sømmene – om det så indebærer afsløring af, hvem der var mediets kilde. Det medie, der bringer historien, må selv sørge for, at kilden ikke kan afsløres. Det er ikke andre mediers opgave. Groft sagt: hvorfor skulle journalisterne på medie X stole på de opsigtsvækkende oplysninger, som journalisterne på medie Y diverterer offentligheden med, men som altså – desværre – ikke lader sig kontrollere, fordi den angivelige kilde er, ja, anonym? Heldigvis er det ikke sådan, presseetikken på dette felt er skruet sammen. Det ville gøre alle medlemmer af standen til logebrødre med fælles tavshedsløfte. Ellers tak. Og heldigvis for vores læsere, lyttere og seere er det ikke tilfældet. Venlige hilsener, Jeppe Duvå

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Abonner på nyhedsbrevet

Loading

Olufs blog

Oluf







Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager - skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

> Se blogindlæg

Mulvads blog

mulvad

Redaktør Nils Mulvad skriver om databaser og temaindsigt. Skriv til Nils Mulvad på nils.mulvad@kaasogmulvad.dk

> Se blogindlæg

Vejledninger

Åbenhedstingets vejledning
En række praktiske råd, skrevet af Oluf Jørgensen og Nils Mulvad umiddelbart efter den nye lov trådte i kraft 1. januar 2014.

Kammeradvokatens vejledning
Kammeradvokatens praktiske råd til myndigheder. Det er godt at kende kammeradvokatens standardformuleringer for afslag med begrundelser.

Kaas & Mulvads 14 praktiske råd
Rådene er fra 2012. De handler om praktisk journalistisk metode.

Aktindsigt i kommuner
Åbenhedstingets opsamling og særlige råd vedr. kommunal aktindsigt
Kaas & Mulvads råd til aktindsigt i kommuner


Kontrolorganer
Ankestyrelsen er tilsynsorgan for kommuner og regioner, og afslag på aktindsigt kan sendes til Ankestyrelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageorgan vedrørende aktindsigt i miljøet. Se nævnets afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden er sidste instans – egentlig ikke et klageorgan, men du kan bede om, at institutionen gennemgår sagen. Se ombudsmandens udtalelser

Kommentarer